(Vi har et par af hans Jazz portræt tegning tilbage i ramme)

Klaus Albrectsen er en af dansk bladtegnings skarpeste og mest progressive, satiriske tegnere. Med et stort hjerte for venstrefløjens politiske holdninger har han igennem hele sin lange karriere tegnet med stor sympati for den lille mands tarv og mod den etablerede magtelites dominans, krig og gru.

Ungdommen

Klaus Albrectsen har tegnet fra han var tre-fire år – fra 1936 er bevaret en tegning af Ras Tafari, den senere kejser Haile Selassie. Efter skolen var han i fem år reklametegner på en emballagefabrik hvor han bl.a. lærte, at man kan risikere at blive stillet til regnskab for, hvad man gør. Han havde på opfordring af generaldirektøren lavet en tegning til og af denne: ”Al fremgang har sin pris…”. Men tegningen forestillede en rystende gamling, der sad klemt inde i sit pengeskab og klamrede sig til sine penge. I baggrunden så man et ungt par i omfavnelse… Klaus fik at vide, at direktøren ville acceptere en undskyldning. Og den fik han så.

Som 24-årig kom Albrectsen til Norge som ”flygtning” på et reklamebureau i Oslo. Med værelse hos kulturredaktøren på Morgenbladet og hans Rudolf Steiner-kone. De indførte bl.a. Klaus Albrectsen i Knut Hamsuns ”Sult” og ”Pan” m.fl. Reklamebureauet hed ”Kittelsen og Kværk”. Den ene ejer, Helge Kittelsen, var søn af den legendariske Th. Kittelsen, “Skov-Norges, nøkkens og nissernes og de små forholds tegner”. Han tegnede skraldgrinende barok, tyst følsomt og sørgmodig. Han blev et forbillede for Klaus Albrectsen

Klaus kom til Norge, men kom også til sig selv.

Arbejdsliv i Danmark

Tilbage i Danmark spillede Albrectsen jazz og rapporterede til ”Lyt” sammen med Torben Ulrich, den provokerende tennisspiller og journalist, der ligeledes spillede jazz. De satte engang Louisiana på den anden ende med deres jazz, øl og vin. Kogende succes, men naboerne klagede bagefter over forstyrrelse af natteroen, så Knud W. Jensen, lederen af Louisiana, skulle ikke have succesen gentaget. Samarbejdet med Torben Ulrich fortsatte i Politikens rubrik ”Jazzmosfæren”, hvor Klaus opdagede at noget inde i ham ”kunne åbne sig”. Men der gik et år inden han turde tro på, at der var en farbar vej uden for jazzen. Politiken var dog ikke rigtigt noget for Klaus Albrectsen og da Ulrich flyttede til BT, fulgte Klaus med. ”Nu blev virkeligheden anderledes lavrøvet”, skriver han: ”et boulevardblad. Og ligetil”.

De politiske emner begyndte at stikke op: Franco, Sydafrika, Vietnam. Og de fangede Klaus Albrectsen. Siden 1955 har hans tegninger været at finde overalt. Han fik fra 1962 stadig mere at lave, og det hårde natlige arbejde hjalp til at rense manererne ud.

Det var en lykkelig tid – også privat. Han blev gift med Lizzie, en Folkets Datter, der var fotograf på Land og Folk. Gennem Lizzie fik Klaus tæt kontakt med Duke Ellington, der opfattede musik som politik og talte om at ”overdrive overdrivelsen”. Senere blev det også venskab med Dexter Gordon – i kraft af ”sindets fælles svingninger”.

I januar 1967 stoppede Klaus i BT. Grunden var en diskussion omkring redigering og censur. Censur lå ham fjernt…. Men da flere af hans tegninger blev redigeret fra, pga. ”at være for satiriske”, stoppede han.

Ekstrabladet ansatte Klaus Albrectsen i stedet, da Victor Andreasen tilbød ham ansættelse. ”I disse år begyndte verden at gå amok”, noterer Klaus Albrectsen. Militærjuntaen i Grækenland. 6-dages krigen i Mellemøsten. Senere mordene på Martin Luther King og Robert Kennedy. Studenteroprøret og Prag foråret samt Nixons valg til præsident i USA.

Men succes er to ting: anstrengelse og ensformighed. Anderledes end Klaus havde forestillet sig. Fem dage om ugen på job fra 20 til 02. To hundrede tegninger om året.

Ungdomsoprøret var kommet i gang og delte sig i to lejre: de revolutionære og de flippede. Klaus og Lizzi gjorde oprør ved at købe sommerhus i Odsherred – nær Vallekilde højskole og sommerens jazzstævner. Men arbejdsbyrden var alligevel så hård, at Klaus Albrectsen efterhånden blev udbrændt og fik stress. Hasager sendte ham og Lizzie på flere ugers rejse til Sovjet og USA.

Men der var også pile i tiden, der pegede fremad. Kina kom i FN. Palme blev statsminister. Willy Brandt kansler, og vi modtog de første gæstearbejdere, selv om de langt fra altid blev modtaget med gæstfrihed, som Klaus Albrectsen viste på en tegning af Danmark som en uindtagelig borg.

Ekstrabladet udgav hvert år et nytårstillæg med et udvalg af Klaus Albrectsens tegninger. Albrectsen skiltes dog fra bladet efter hjemkommen fra udlandsrejsen og da Victor Andreasen ydermere vendte tilbage til Ekstrabladet og indførte censur på kroniksiden og læserbrevene, så var tiden på bladet slut.

Klaus Albrectsen blev ansat på den gamle modstandsavis Information i St. Kongensgade. Hans-Jørgen Nielsen tog i bladets spalter afstand fra hans første tegning af Erhard Jacobsen med Hitler-overskæg i form af en lille båndoptager. En lang frise om EF blev af en medarbejder stemplet som “den værste lortetegning jeg nogensinde har set”. Og Nils Ufer sendte intimiderende depecher fra Jylland.

Desuden kom Klaus fra en hurtig avis og mente sig at have lært noget de måske ikke endnu havde opdaget på Information. Men han tog fejl. De syntes avisen var præcis som den skulle være, og at de indbyrdes stridigheder hørte med til den særlige fine Informationsånd. Morgenen efter det danske ja til EF i oktober 1972 havde Klaus Albrectsen et syn på gaden: Han gik rundt i en nordtysk provinsby. Et skrækkeligt syn for denne tegner. Men Sverige var uden for EF. Sverige havde Palme – og et stort socialdemokrati, der regerede med støtte fra kommunisterne. Sverige havde neutralitet og kontakt til andre alliancefri lande. Sverige havde ganske vist også de store magtkoncentrationer, men samtidig en levende fin samfundsdebat.

Den første korte tid i Sverige

Klaus Albrectsen fik chancen hos Lasse Persson på Expressen i Stockholm, en liberal frisindet avis, men også antisocialistisk. Men billedet var ikke sort-hvidt. Avisen var stærkt pro-israelsk, men også antidiktatorisk. Chefredaktør Per Wrigstads virkelige troskab lå hos dem der ejede ham, dvs. familien Bonnier. Under valgkampen i 1976 forvandledes avisen til en propagandatryksag for det borgerlige magtskifte. Alle kneb gjaldt fra hårde vinklinger og opspind over tomme skræmmehistorier om boligprisstigninger. Dagen efter valget siger Klaus farvel til avisen og bestemmer sig for ikke at ville arbejde for borgerlige aviser mere.

Tilbage i Danmark

Men så er der faktisk grænser for, hvad der er tilbage. Så småt åbnede fagbladene og de alternative aviser sig for tegneren. Men det var smalle tider for Klaus Albrectsen. Han lejede en af pavillonerne i Kongens Have i København, hvorfra han fremstillede og udgav sine tegninger fra.

Klaus Albrectsen var med i DR TV lørdagsserien, der hed ”Sidste udkald til Østre Gasværk”. Dan Turéll var med. Han gik på gaden for at blive set. Klaus gik der for at se. Så var det bedre med Gasolin, et strålende lyspunkt i tiden. Det blev bl.a. til den festlige tegning ”Rabalderstræde”.

Klaus Albrectsen betragter sig ikke som den fødte illustrator, men illustrerede ikke desto mindre flere børnebøger, navnlig af Bjarne Reuter. Klaus Albrectsen tegnede også til ”Formandsinitiativet”, ”Børn og Unge” og ”København”. Torben Krogh tilbød ham spalteplads en gang om ugen i SF’s Socialistisk Dagblad.

Klaus Albrectsen har illustreret bl.a. Egon Nielsens ”Skjoldungerne” (1981) og Bjarne Reuters ”Østen for solen og vesten for månen” (1982).

Og tilbage i Sverige

Det Svenske syndikalistblad ”Arbetaren” havde bud efter ham. Men tegneemnerne indsnævrede sig til modstand mod kernekraften. I 1981 begyndte han at tegne for en ny socialdemokratisk avis Stockholm Tidningen. Bladet var en lille fin kolos på lerfødder, skabt af uenighed i Rörelsen (den svenske arbejderbevægelse) og dårlige beslutninger, og til sidst gik bladet konkurs.

Der blev tegnet et par fredsduer eller otte de år. I Sverige gik det jo også bedre end i Danmark, hvor Poul Schlüter kom til roret i 1982. I Sverige vandt Olof Palme efter seks bitre år i opposition. Den røde rose sejrede. Og skitsen til sejrstegningen med rosen og Palme havde Klaus liggende et par dage.

Efter Stockholm Tidningens konkurs tilbød Ingvar Nilsson tegneren plads ved LO-Tidningen. I denne periode skete mordet på Palme, og Klaus Albrectsen lavede den store fixer tegning af Palme og fredsduen til midtersiden – selvom LO-formanden Stig Malm protesterede. Men det blev til mange andre tegninger: om forsteningen i Sovjet, der brydes af Gorbatjov. Om sporene i sneen, da Sovjet trak sig ud af Afghanistan. Og mange flere. Hertil tegninger til ”Stof og Saks” i Danmark.

Her i Skandinavien skete der ingenting, men ude i Europa og i Sydafrika blev der skrevet historie med murens fald og Nelson Mandelas frigivelse. Alt blev grundlag for tegninger.

Sygdom, resignation og arbejdet som freelancer

I februar 1990 fik Klaus Albrectsen en blodprop i hjertet. Efter hospitalsopholdet blev det lang rekreation med begyndende epilepsi.

I mange år havde han prøvet at tegne sig ind i rummet mellem øst og vest,  i det rum, hvor de fleste af os egentlig lever. Nu var det rum borte. Der lå banker i stedet. Alting handlede om penge…..

Tegningerne kom der alligevel lidt af. Eksempelvis valgplakaten for Enhedslisten i 2001. Desuden var der børnebogstegningerne og ”lidt skriverier og overvejelser om satirisk tegning”. Epilepsien var der stadig, omend i mildere form. Anfaldene var holdt op eller havde forandret sig. Klaus Albrectsen oplevede forskudt tidsfornemmelse og lugthallucinationer, men faldt ikke om.

Stil og talent

Klaus Albrectsen er i sin tegnekunst nærmest kompromisløs, og med sit store tegnetalent i ryggen fastholder han sin ubegrænsede ytringsfrihed. Han var venstrehånds og venstreorienteret tegner. Denne klare holdning gav tidligere sammenstød stort set overalt, og Klaus forlod, som nævnt, gang på gang de avisredaktioner, han var knyttet til, i vrede. Provokation og politiske stikpiller har altid været kendetegnet ved Klaus Albrectsens venstreorienterede bladtegninger. Med tuschpennen var han bødlen mod den enerådig kapitalist med høj hat og cigar, der æder sig ind på den trynede underklasse. Ned med de store, op med de små, var Klaus Albrectsens motto.

Hans tegninger er præsenteret i en erindringsbog, som tegneren rammende kalder ”Livstegn” og har givet en dobbelttydig undertitel “En venstrehåndstegners tilbageblik”. Ved 25-års tegnerjubilæet i 1980 udsendte Forlaget Forum et herligt udvalg af tegninger, og i 2002 viste Arbejdermuseet en stor og flot udstilling, som også medtog illustrationerne til børnebøger af Bjarne Reuter m.fl. samt videobånd fra DR’s ”Spiddet”. ”Nyt om Arbejdermuseet” lavede et fortrinligt særnummer.

Forlaget Vistoft giver desuden en lejlighed til at forny bekendtskabet med denne venstrefløjssatiriker og hans tilbageblik over sit liv med tanker om livet og metieren – og det vel at mærke i en flot farveillustreret bog på glittet papir. 3

85-års fødselsdag

Den satiriske tegner slutter sit smukke tilbageblik næsten poetisk i erindringsudgivelsen med; “Vi fylder ikke meget i det store billede. Overalt yrer (svirrer eller fyger) det med mennesker, det kribler og krabler så langt ud man kan se, her er en opstand, dér er en krig, i yderkanten koger sult og elendighed. Solen skinner. Rundt om os blomstrer vilde roser og gule gyvelbuske. Nu kommer Bille og Katinka og Emilie og deres mor og far. Vi går sammen ned ad markvejen, om lidt er vi væk…..”

Men Klaus Albrectsen vil blive husket af mange for sit ægte engagement, sin uforlignelige kunst og sin store humor. Og så forstår han naturligvis både billedets magi og underbevidsthedens afgørende betydning for al skabende kunst. I 2006 overdrog han sin samling af egne originaltegninger, plakater, tv-originaler, bøger og andet til Arbejdermuseet. Datteren Annemette har overtaget hans tegnerpavillon ved Kongens Have og driver nu et minigalleri.