Baronesse Karen von Blixen-Finicke (døbt Karen Christentze Dinesen) – født 17. april 1885 på Rungstedlund i Rungsted, død 7. september 1962, samme sted.
Karen Blixen var en dansk digter, forfatter og historiefortæller, som også skrev under pseudonymerne Isak Dinesen, Osceola og Pierre Andrézel. Karen Blixen betragtede sig selv som historiefortæller og har sammenlignet sig med Scheherazade, der i ”Tusind og en Nats eventyr” fortæller om kaliffen Shahrvars eventyr. Hendes fortællinger og eventyr følger traditionen, og de fleste finder sted i det 19. århundrede eller tidligere. I Danmark, USA og England er Karen Blixen mest berømt for ”Syv fantastiske Fortællinger”, ”Vinter-Eventyr” og ”Den afrikanske Farm” (se nederst). Som kulturpersonlighed havde Karen Blixen udpræget talent for brevskrivning, og hun førte en stor korrespondance.
Familie baggrund
Karen Dinesen blev født på Rungstedlund i Nordsjælland som næstældste datter af forfatteren kaptajn Wilhelm Dinesen og Ingeborg Dinesen, født Westenholz fra en familie, der var meget forskellig fra Dinesens. Mens moren var af borgerlig slægt, var faren søn af en officer og godsejer.
Ingen i Karen Blixens familie var adelige, men flere fra hendes familie havde giftet sig adeligt og havde forbindelse til de danske adelsslægter gennem ægte- og venskaber. De levede med tjenestefolk og uden økonomiske bekymringer.
Barndom på Rungstedlund
Karen Blixens mormor, Mary Lucinde Westenholz, og ugifte moster Mary Westenholz flyttede ind i en fløj af Rungstedlund i 1886. Karen Blixens lillesøster Ellen Dinesen fødtes samme år, mens hendes storesøster Inger Dinesen var født i 1883. Inden for de næste seks år voksede søskendeflokken med to drenge, Thomas Dinesen og Anders Dinesen.
Karen Blixens far begik selvmord i 1895, da hun var ti år. Hendes mor blev alene med fem børn. Wilhelm Dinesen hængte sig i det pensionat i København, hvor han boede som folketingsmedlem. Wilhelm Dinesen hængte sig efter sigende, fordi han havde gennemlevet politiske nederlag og fået kønssygdommen syfilis, der ikke kunne helbredes. Den medførte en lang depression og fysisk svækkelse. Karen Blixens far var 49 år, da han valgte ”fridøden”, som det hed.
Karen Blixen og hendes fire søskende blev opdraget af deres mor og mormor. Karen Blixens mor begyndte at miste livsglæden og havde fra den dag et skær af sørgmodighed over sig. Karen Blixens to brødre Thomas og Anders var henholdsvis tre og et år – og for små til at huske den far, som hun aldrig glemte.
Hun fik alligevel en sorgløs og ubekymret opvækst. Hendes barndom på Rungstedlund blev som andre børns i de kredse, med lange rejser til familiens herregårde, egne rideheste og sejlbåde i Sundet, samt en stor stab af tjenestefolk, barnepiger og privatlærerinder. Senere rejste hun til Schweiz på et langt ungdomsophold. Hun kom også til Skotland, Norge, Paris og Rom.
Karen Blixen manglede aldrig noget. Hun fik kærlighed fra både sin mor, mormor og moster, og lommepenge havde hun rigeligt af. Al den kærlighed og kultur opmuntrede hende til at tegne, male og udtrykke sig kunstnerisk. Det varede ikke længe, før Karen Blixen begyndte at fortælle historier, og snart skrev hun sit første skuespil, en komedie, ”Hovmod staar for Fald”. Komedien blev opført på Rungstedlund med familie og venner i hovedrollerne.
Som attenårig blev Karen Blixen optaget i forberedelsesklassen til Kunstakademiets Kunstskole for Kvinder på Charlottenborg i København. Hun gik to år på Kunstakademiet, og i 1905 blev hun næstformand i Kunsternes Elevforbund dér og blev optaget på Kunstakademiets modelskole. Hun benyttede sig ikke af tilbuddet. Som toogtyve årig debuterede Karen Blixen med fortællingen ”Eneboerne”, der blev trykt i det københavnske tidsskriftet ”Tilskueren” i august 1907.
Hun skrev “Eneboerne” under pseudonymet Osceola. Senere blev den ligeledes trykt i Gyldendals Julebo, der udkom i 1962.
Brugen af pseudonymet “Osceola”, var ganske sikkert inspireret af hendes fars forbindelse til de amerikanske indianere i Wisconsin. Senere samme år udgav tidsskriftet ”Gads danske Magasin” fortællingen ”Pløjeren”. Begge fortællinger blev også her offentliggjort under pseudonymet ”Osceola”.
De ulykkelige kærlighedsaffærer
Karen Blixen var fireogtyve år, da hun forelskede sig i sin første store kærlighed baron Hans von Blixen-Finicke.
Hans von Blixen-Finicke var en af tidens mest eftertragtede ungkarle. Han var en fremragende rytter og havde evnen til at føre sig frem i de bedste kredse. Karen Blixen var halvkusine til ham og færdedes i de samme kredse og var på næsten samme sociale niveau. Han var dog adelig. Forskellen betød alverden. Karen Blixen var så ulykkeligt forelsket i Hans, at hun en dag overvejede at skyde sig selv i foden, så hun kunne slippe for at tage med resten af familien på ferie og i stedet se ham ved et hestevæddeløb. Hun skød sig ikke i foden og var som femogtyve årig stadig ulykkeligt forelsket i Hans. Derfor besluttede hun og hendes søster Inger Dinesen sig for at tage til Paris i 1910. Karen Blixen antog, at hun ved at tage til Paris kunne glemme Hans og finde en ny kærlighed.
Den skulle hun finde i Hans’ tvillingebror, Bror von Blixen-Finicke, der også var baron og opvokset på herregården Næsbyholm i Skåne. Den 14. januar 1914, samme dag som hun for første gang ankom til Britisk Østafrika, giftede hun sig med sin halvfætter, Bror, og blev baronesse Blixen. Det skete til familiens store forundring. Ægteparret var helt forskellige i uddannelse og temperament, og Bror var Karen Blixen utro mange gange. Parret blev separeret i 1921 og skilt i 1925.
Livet i Britisk Østafrika
Karen Blixen og Bror von Blixen-Finecke flyttede til Britiske Østafrika, det nuværende Kenya, hvor de i begyndelsen af 1914 brugte familiens penge til at etablere Karen Coffee Company Ltd. Karen Blixen skrev senere om sit tidlige liv i Afrika således:
“Her var omsider et sted, som var i stand til at give den frihed for alle konventioner, her var en ny form for frihed, som jeg indtil da kun havde fundet i drømme”
I 1918 mødte hun den engelske storvildtjæger Denys Finch Hatton i Afrika, og efter sin separation fra Bror udviklede hun et nært venskab med Denys, som endte med at blive en langvarig kærlighedsaffære.
Denys anvendte Karen Blixens farm som “hjemmebase” fra 1926 til 1931, når han ikke var på en af sine talrige safarier. Denys’ dødelige flystyrt den 14. maj 1931 med sin flyver var en af grundene til, at Karen Blixen forlod Kenya i august 1931. Andre grunde er den fejlslagne kaffehøst og den økonomiske depression efter Wall Street-krakket i 1929. Det gjorde, at udgifterne til bedriftens jord og produktion voksede, og Karen Blixen blev tvunget til at opgive sin højt elskede farm.
Om kaffefarmen M’Bogani
Farmen M’Bogani, der var bygget af Åke Sjögren i 1912, flyttede ægteparret Karen og Bror von Blixen-Finecke ind på i året 1917. De havde forinden boet fire år på M’Bagathi, som var deres første farm i Afrika.
Familieaktieselskabet, der i 1916 købte M’Bogani, hed Karen Coffee Company Ltd., og formanden for bestyrelsen var hendes onkel, Aage Westenholz, som har navngivet selskabet. Den forstad til Nairobi, hvor hun dyrkede kaffe og havde sin farm, hedder i dag “Karen”. Karen Blixen har i sine senere skrifter erklæret, at:
“Boligdistriktet Karen var opkaldt efter mig.”
Bygherren, der købte kaffefarmen af familie aktieselskabet, fortalte hendes levnedsskildrer, Judith Thurman, at han havde planlagt at navngive distriktet efter Karen Blixen, da han bestemte sig for købet. Han havde først planer om at udstykke farmen til byggegrunde, i stedet har der fra Karen Blixen forlod farmen i 1931 til 1963 boet tre forskellige familier på den. I 1963 købte den danske stat den og skænkede den til Kenya for at markere uafhængighedsdagen den 12. december samme år. Dog var det først i 1985, altså hundredåret for Karen Blixens fødsel, at Kenyas nationalmuseum indviede et museum i hovedbygningen på hendes farm. I dag er farmen derfor en afdeling under National Museums of Kenya.
Farmens stuer er restaureret og indrettet med nogle af Karen og Bror von Blixen-Fineckes møbler og malerier, ligesom museet indeholder visse dele af filminteriøret fra filmen ”Mit Afrika”. Der er i dag også en Karen Blixen Coffee Garden Restaurant and Cottages i nærheden af farmen.
Karen Blixen vendte tilbage til Danmark, hvorpå hun boede resten af sit liv på Rungstedlund, som hun arvede efter sin mor i 1939. Hun vendte hjem såret på sjæl og krop: Denys’ død og hendes kun delvist kurerede syfilis fra ægteskabet med Bror havde taget hårdt på hende.
Karen Blixen Museet
Karen Blixen levede det meste af sit liv i familiens hjem på Rungstedlund, som blev overtaget af hendes far i 1879. Ejendommen ligger i Rungsted, 24 km nord for København. De ældste dele af huset går tilbage til 1860, og det har været både kro og landbrug. Hovedparten af Karen Blixens forfatterskab er skrevet i Ewalds stue, som er opkaldt efter forfatteren Johannes Ewald. Ejendommen administreres af Rungstedlundfonden, der er grundlagt af Karen Blixen og hendes søskende i 1958. Ejendommen blev museum i 1991.
Hovedindgangen til Karen Blixen Museet ligger i vest fløjen, der tidligere rummede vognport, hestestald og høloft. Bygning er restaureret og indrettet med museumsbutik, café, udstillingsrum med bibliotek med alt, hvad Blixen har skrevet og oversættelser til alverdens sprog.
Stuerne i nordfløjen står, som Karen Blixen indrettede dem med friske blomster i vaserne. Denne del af Rungstedlund er også åben for publikum, og her findes et lille galleri med oliemalerier, pasteller og kultegninger udført af Karen Blixen. Efter ombygningen i foråret 2004 indviedes to nye rum – et fuglerum og et filmrum.
Livet som historiefortæller
Efter sin hjemkomst fra Afrika begyndte hun at skrive for alvor. Hun udsendte sin første bog ”Syv fantastiske Fortællinger” i USA i 1934 under pseudonymet Isak Dinesen. Den har med sin gådefuldhed og brug af metafoer vundet stor anerkendelse. Udgivelsen af bogen i Storbritannien fulgte i september samme år og i Danmark i september 1935. Hendes anden og mest kendte bog ”Den afrikanske Farm” udkom i 1937, og dens succes fastslog hendes ry som forfatter. Under 2. Verdenskrig, da Danmark var besat af tyskerne, begyndte Karen Blixen at skrive den introspektive gyserroman ”Gengældelsens Veje”, under et andet pseudonym, Pierre Andrézel; den udkom i 1944.
Karen Blixen var bredt respekteret af samtidige som Ernest Hemingway og Truman Capote. Under sin tur til USA i 1959 mødtes hun med en lang række forfattere – bl.a. Arthur Miller, E.E. Cummings og Pearl S. Buck. Hun mødte også skuespillerinden Marilyn Monroe.
Om forfatterskabet
Karen Blixen, der i Britisk Østafrika havde underholdt Denys Finch Hatton med smukke fortællinger fra fjerne lande og tidsaldre, betragtede sig selv som “Story Teller”. Det ses i forfatterskabet, der følger en traditionel stil af storytelling. Om sin bevidst gammeldags stil nævnte Karen Blixen i flere interview, at hun ønskede at udtrykke en ånd om mod og skæbne, der ikke findes i moderne tid. Desuden er Karen Blixens fortællinger og eventyr intellektuelle og intertekstuelle med hensyn til verdenslitteraturen, ligesom mange af hendes ideer kan spores til romantikken. Intertekstualitet betegner det forhold, at et værk eller en ytring direkte eller indirekte refererer til et andet. Intertekstualitet eller intertekstuel reference skal både forstås som de tekster et værk er skrevet over, refererer til, går i dialog med eller på anden måde står i relation til.
Da Karen Blixen først påbegyndte sit forfatterskab i 50-års alderen, kan hendes fortællingers univers siges at have været fuldført og veletableret ved forfatterskabets begyndelse. Derfor er forfatterskabet også uden de almindelige nybrud og faser som optræder hos andre digtere og forfattere, der indleder deres forfatterskab tidligt i ungdommen. ”Gengældelsens Veje” er det eneste af Karen Blixens værker, der har karakter af at være introspektiv. Den er altså den eneste roman, hvor hun iagttager sig selv og specielt omkring, hvad der foregår i hendes bevidsthed. Hun vedkendte sig da også først i 1956, at hun i 1944 havde skrevet bogen under pseudonymet Pierre Andrézel, som hun skrev under i de unge år. Hun betegner selv bogen som sit forfatterskabs illegitime barn.
Hendes skriftlige arbejder i det meste af 1940´erne og 1950´erne bestod af eventyr i storytelling-traditionen. Den mest berømte er fortællingen ”Babettes gæstebud” om en kokkepige, der bruger hele sin ti tusinde-franc store lotteripræmie til at forberede et lukullisk (overdådigt) måltid i en nordnorsk landsby. Fortællingen “Den udødelige historie” er tilpasset til biograflærredet i 1968 af Orson Welles og ”Babettes gæstebud” i 1987 af Gabriel Axel.
I 1950´erne var Karen Blixen i flere år kandidat til Nobelprisen i litteratur, og i 1957 og 1959 skulle hun have været meget tæt på tildelingen, der udeblev. Da Ernest Hemingway i 1954 modtog Nobelprisen, sagde han ifølge hustruen Mary Welsh Hemingway:
“He also named three other writers who he thought, with possible false modesty, derserved the prize as much or more than he. Carl Sandburg for his six-volume biography of Lincoln, Isak Dinesen and Bernard Berenson” (Udtalt af Mary Welsh Hemmingway)
Karen Blixen takkede ham i et brev af 1. november 1954:
“The Danish Papers report that on being awarded the Nobel Prize you have done me the honour to mention me as one of the authors who might have deserved it. In the hope that this is true, I thank you many times for your kind words. They give me, I think, at this moment as much heavenly pleasure, – even if not as much earthly benefit, – as would have done the Nobel Prize itself.”
Karen Blixen skrev sine bøger på engelsk og oversatte dem til dansk. Kritikere roser hendes engelsk for usædvanlig skønhed, skrevet med stor dygtighed og præcision. Som forfatter bevarede hun sit image som en karismatisk, mystisk, gammel baronesse med et indsigtsfuldt tredje øje. Hun har også sarkastisk-selvbevidst udtalt, at:
“I Danmark siger mine unge forfattervenner, at jeg er tre tusinde år gammel”
og tilføjede, at hun gav Johann Wolfgang von Goethe ret i hans nøgterne betragtning:
“Den, som ikke fører sin regnskabsbog over mindst 3000 år, lever fra hånden til munden”.
Karen Blixen kom i slutningen af 1940´erne og begyndelsen af 1950´erne i forbindelse med forfatterne omkring tidsskriftet ”Heretica”, og i rollen skiftevis som Sibylle, Djævelens veninde og Scheherazade samlede hun en kreds af håbefulde, mandlige talenter omkring sig. Heriblandt Thorkild Bjørnvig, Aage Henriksen, Jørgen Gustava Brandt, Ole Wivel og Erling Schroeder. Karen Blixen bidrog i denne forbindelse med flere artikler til tidsskriftet, og den første artikel var hendes tyske rejsereportage ”Breve fra et Land i Krig” skrevet i 1940; publiceret 1948 i ”Heretica”. Desuden havde Thorkild Bjørnvig i årene 1950-1954 et nært venskab med Karen Blixen, hvorom han i 1974 har udgivet værket ”Pagten – Mit venskab med Karen Blixen”. En filmatisering af denne udkom 2021.
Karen Blixens billedkunst
Karen Blixen begyndte allerede som barn at tegne og male. Som ung ville hun være kunstmaler, selvom det var vanskeligt for en kvinde på hendes tid. Hun ville frigøre sig fra sit miljø og kom på tegneskole i København som 17-årig i 1902 hos frøknerne Sode og Meldahl. Her gik hun i et år. I årene 1903-1906 gik hun i forberedelsesklassen for kvinder på Kunstakademiet i København.
Det var en åbenbaring for hende at lære perspektivtegning. Den disciplin og lovbundethed, der er knyttet til konstruktiv tegning, dannede sidenhen grundlag for hendes arbejde som forfatter. I det perspektivisk konstruerede rum kunne hun bestemme, hvordan scenen skulle sættes, og hvordan figurerne skulle placeres. Både i sine perspektivtegninger og i sine fortællinger satte hun en scene, der skulle fordre samtaler. Hendes håndskrift var et kunstværk i sig selv, og som ung blandede hun ofte sine skriveøvelser med tegnede skitser, som om det ene udtryk var uløseligt knyttet til det andet.
I 1910 rejste hun som 25-årig til Paris i to måneder, hvor hun gik til maleundervisning hos de kendte franske malere, Lucien J. Simon og Marie August Emile René Ménard. Begge var inspireret af impressionismen, som Karen Blixen holdt særligt meget af.
Men det meste af tiden i Paris gik med at tage til selskaber og ferniseringer, og efter turen til Paris er der intet, der tyder på, at hun interesserede sig for at videreudvikle sin professionelle karriere som kunstmaler.
Karen Blixen var dog et visuelt orienteret menneske. Hun havde en meget fin farvesans og var et stort talent som kunstmaler. For hende er kunst, det at man formår at udtrykke det lag af betydning, som andre mennesker måske nok aner, men ikke selv kan se. Som hun selv udtrykte det:
“Jeg har altid haft svært ved at se, hvordan et Landskab egentlig saa ud, hvis jeg ikke af en stor Maler havde faaet nøglen til det.”
I sine breve fra Afrika fortæller Karen Blixen af og til om sine kunstneriske aktiviteter. Hun malede blandt andet en række smukke portrætter af arbejderne på farmen, som vidner om en dyb indføling i modellernes personlighed. I et interview fortæller hun, at;
”I mine unge dage ville jeg være maler, og jeg havde dejlige modeller i Afrika. De var ikke glade for at stå model, de troede, at hvis billedet lignede, ville deres sjæl gå over i billedet – så det var jo nok ingen kompliment, at de dog ville stå for mig.”
I flere interviews har hun sagt, at det altid kneb med at få tid til at male:
”Ligesom jeg var kommet i gang med det, indfandt mine folk sig og sagde, at der var en okse, der var styrtet eller at der var nogle, der var kommet op at slås.”
Efter at Karen Blixen vendte hjem fra Afrika i 1931, lagde hun pensel og farver til side og fokuserede alene på sit forfatterskab. Karen Blixens sans for det visuelle træder tydeligt frem i hendes fortællinger, hvor hun beskriver landskaber og scenerier så levende og malerisk, at man ser dem for sig. Også hendes hjem vidner om hendes fremtrædende æstetiske sans, og stuernes indretning og farver er som taget ud af det maleriske sprog.
Sygdom og død
Umiddelbart efter Karen Blixens vielse med Bror von Blixen-Finecke den 14. januar 1914 blev hun smittet med syfilis. Hun må tidligt have erkendt smitten, for allerede samme år henvendte hun sig til en engelsk læge i Nairobi og blev behandlet med kviksølvtabletter, men rask blev hun aldrig. I brev af 28. maj 1915 skrev hun til moren om sit helbred, at hun var ret dårlig med feber og blæresygdom:
“Jeg har nemlig været ret daarlig igen, og Doktoren i Nairobi erklærede, at jeg skulde tage hjem for en “Change of air”. De troede, at hvis jeg ikke tog afsted strax, kunde jeg risikere aldrig at blive af med min feber eller også faa “Black Water”, som man faar af at tage for meget Chinin (jeg tror, det er en slags Blæresygdom).
Hun fulgte lægens råd og rejste i juni samme år til København. Her opsøgte hun straks professor i hud- og kønssygdomme, dr.med. Carl Rasch som varetog hendes behandling, når hun var hjemme de følgende 17 år.
Det blev til flere langvarige indlæggelser på Rigshospitalet og ambulant behandling, som fortsatte efter Karen Blixens endegyldige hjemkomst til Danmark den 31. august 1931.
Hendes syfilis medførte fra begyndelsen in fertilitet. Dog var omfattende undersøgelser ikke i stand til at afsløre tegn på syfilis hos hende før efter 1925. Hendes skriftlige dygtighed tyder på, at hun ikke led under den mentale degeneration af senstadier af syfilis eller af forgiftning på grund af kviksølvbehandlingerne. Hun oplevede et mildt, permanent tab af følelse i benene, der kunne tilskrives hendes kroniske brug af arsenikbehandling under opholdet i Britisk Østafrika.
Fra 1940 til sidste halvdel af 1950´erne overtog dr. med. Mogens Fog den behandling, som Carl Rasch havde indledt i forbindelse med hendes fire besøg i Danmark under Afrika-tiden.
Hendes medicinske behandling varetog overlæge, dr. med. Torben Andersen, mens Mogens Fog i visse perioder oftere end andre foretog undersøgelser, behandlingsindikationer og lange konsultationer med Karen Blixen. Og på den baggrund såvel som hendes biografiske beretninger hævder han følgende:
“Læser man i biografiske beretninger om hendes liv og forfatterskab, rejser, møder og engagerede samvær, og ved at hun i samme tidsrum har været sengeliggende, stået overfor eller gennemgået hospitalsophold og operationer, får man det indtryk af hendes personligheds styrke, viljekraft og selvbeherskelse. Hun gennemgik et smertefuldt og kompliceret sygdomsforløb, som massivt ville have invalideret langt de fleste menneskers arbejdskraft og åndelige vitalitet”
I midten af 1940´erne blev Karen Blixens rygmarvssmerter så markante, at hun insisterede på en operation. Den fik hun, og de følgende år var hun ikke plaget af smerter som tidligere. Hendes tilstand blev hurtigt forværret i 1950´erne, og i 1955 fik hun en tredjedel af mavesækken fjernet på grund af et mavesår. Det hindrede fortsættelsen af forfatterskabet i en periode, hvor hun til gengæld deltog i flere radioudsendelser.
I sine breve fra Afrika og senere i Danmark spekulerede hun selv over sin sygdoms art og symptomer. Offentligt gav hun syfilis skylden for sin lidelse – en sygdom, der ramte helte og digtere, som hendes egen far. Uanset hendes overbevisning om sygdommens art var den et velegnet udgangspunkt for at skabe den myte og legende, der kendetegner hendes liv som indsigtsfuld kunstner, karismatisk kvinde og baronesse.
Karen Blixen døde den 7. september 1962 på Rungstedlund, hendes barndomshjem, i en alder af 77 år. Hun vejede kun 35 kg pga. mavesårsoperationen. Karen Blixen blev jordfæstet den 11. september 1962 under den store rødbøg ved foden af Ewalds Høj, og efter hendes ønske blev Davids salme ”Jeg løfter mine øjne til bjergene” oplæst.
Karen Blixens litteratur
Filmatiseringer
Om Karen Blixen
