Historien om smølferne

De første smølfer

Peyo, Pierre Culliford, skabte smølferne med debut den 23. oktober 1958 i det franske tegneseriemagasin Spirou.

Smølferne blev til at starte med ikke lavet som selvstændig serie. Kronologisk set dukkede smølferne allerførste gang op i en anden serie af Peyo, nemlig i middelalderserien ”Henrik og Hagbart”. Smølferne optrådte i historien ”Den fortryllede fløjte”, hvor Henrik og Hagbart på magisk vis kommer til “Det glemte Land” og finder dette specielle folkefærd. På side 20 kan et par smølfe øjne skimtes, skjult i en busk. Nogle arme ses på side 22, hvorpå de nævnes af Hominbus (troldmand). På side 37 hører vi om, hvor smølferne bor og på side 39 ser vi dem rigtigt for første gang. ”Den fortryllede fløjte” blev udgivet i 1960, som album i Frankrig. I Danmark udkom den først efter de første smølfe album udgivelser i 1975.

Efter smølfernes første optræden i ”Henrik og Hagbart”, blev de små væsener så populære, at Peyo gav dem deres egen selvstændige serie. Den første smølfehistorie i album var ”De sorte smølfer”, der blev til i 1963.

I Danmark blev serien først udgivet af Interpresse i årene 1972-1973 under navnet snøvserne. Benny Andersen havde dog i 1967 udgivet ”Snøvsen og Eigil og katten i sækken”. Han forlangte at forlaget ændrede navnet. Tegneseriefigurerne måtte derfor skifte navn til Smølferne. Dette dog først efter en pause på tre år, hvorefter serien udkom fra Carlsen if under navnet smølferne. Det er muligvis Johnny Reimar, der er ophavsmand til ordet ”smølf” i Danmark.

I Frankrig hedder smølferne ”les Schtroumpfs”, i Tyskland ”Schlumpf”, i Spanien ”Pitufo”, i Sverige og Norge ”Smurf” og i England ”Smurffs”.

Les Schtroumpfs oprindelige navn skulle efter sigende være kommet til Peyo, da han spiste middag med Franquin på en restaurant. Peyo bad tjeneren om saltet, men i stedet for at sige; ”Passez-moi le sel” – ”Ræk mig saltet”, sagde Peyo; ”Passez-moi le schtroump” – ”Ræk mig smølfen” og ideen var fra dette tidspunkt i Peyos tanker.

(Se sidst alle udgivelserne)

Smølfe figurer og andet merchandice

På grund af smølfernes popularitet blev der udvidet med en produktion af forskelligt smølfe-merchandise, bl.a. små plastikfigurer i PVC, der introducerede endnu flere specialsmølfer end der oprindeligt var i tegneserien.

De allerførste legetøjsfigurer med smølferne blev produceret og lanceret af Dupuis i 1959, der stod bag tegneseriebladet Spirou, hvor Peyo arbejdede på det tidspunkt. Det var Normalsmølf, Gammelsmølf og Gnavensmølf. Smølfefiguren blev dog først rigtig introduceret i 1965, hvor den tyske legetøjsproducent Schleich fik licens til at producere smølfer.

Deres tre første figurer var, en Normal Smølf, en Guld Smølf, samt en Fange Smølf. Samme figur med forskellige farver.

I 1966 blev Oprørs Smølf (ham alle tror er spion), Gnaven Smølf og Den trommende Smølf produceret. Herefter kom først nye til i 1969, hvor Vinter Smølf med halsterklæde om munden, Kloge Smølf, Banjo Smølf, Gammel Smølf og ikke mindst Måne Smølf. Den måske mest eftertragtede, der både fik sin egen historie, men som jo også refererede til månelandingen i 1969. Smølfine kom til i 1971, men først fra 1978 blev der hvert år, med undtagelse af 1988 og 1991, lavet nye smølfer. Der er sidenhen produceret mere end 400 forskellige slags smølfer. De kan forestille sports-, tidsklassiker-, arbejder-, musik-smølfer mm. De kan være tidstypiske eller historiske. Der er blevet solgt over 300 millioner figurer på verdensplan.

Der findes mange forskellige markeringer på smølferne, og nogle uden markeringer. De fleste har markeringer under fødderne, men de kan også sidde andre steder. F.eks. på den ene arm, ryggen eller i nakken.

Peyo var opfinderen af figuren, mens Schleich, som nævnt, er den licenssikrede produktion. Firmaet Bully producerede i starten smølfer på licens fra Schleich. Der er forskellige produktionsmarkeringer under de fleste af smølferne. Pletter under fødderne i farverne gul, sort, rød og grøn. Hertil farvedifferencer i den blå hud og hår. Nogle mangler noget, som f.eks. øjenvipper, eller øjnene sider forskelligt. Årstal er de første år, smølfen er produceret: Tal viser hvilken fabrik, der har produceret dem. Fabrikkerne kan bl.a. være; ”Schleich” (alene), ”CE W. Germany”, ”W Germany Peyo 4”, ”Schleich W. Germany Peyo 2”, ”W. Berrie & Co. Made Hong Kong 1969”, ”Bully” (alene), “Bully” (håndskrevet), ”C PEYO Bully”, “Bully West Germany”. Smølferne har været produceret i forskellige lande såsom; Tyskland, Hong Kong, Sri Lanka, Portugal, Macau og Kina. Evt. farvede prikker under fødderne viser, hvor smølfen er malet. Alle smølfer er håndmalet. De er malet i; Sri Lanka (rød), Tunesien (grøn), Portugal (gul og sort). Der er desuden på nogle figurer en ”Master”-markering, som viser at smølfen er ”perfekt” og som malerne herefter har lavet de andre smølfer efter.

En enkelt smølfefigur kan altså variere meget. I farverne, tøjfarverne, øjne, mund osv. Hertil kan de altså være fra forskellige produktioner og dermed med forskelligheder i skrift og markeringer. Der findes de klassiske smølfer fra 60´er og 70´erne, de nyere fra 90´frem til 10´erne og der produceres fortsat nye. I øjeblikket bliver 8 nye produceret hvert år. Kun i 1988 og 1991 blev der ikke produceret smølfer.

Hertil er der produceret bamser, lærredsposer, halskæder, øreringe, telefonstrips, snørebånd, lagkagelys, postkort og papirudgaver med smølfer. Desuden selvfølgelige huse, træer, biler, tankstationer og remedier til de forskellige smølfers brug.

Den gyldne Smølf (Guld Smølfen) er nr. 100 udgivne og herefter er flere blevet genudgivet. De første 100 har alle en plads i fortællingerne i tegneserierne, mens figurer senere altså er produceret i temaer, events, erhverv, historie og lidt mere kreative, såsom Spiderman Smølf, Julemand Smølf osv. Eksempelvis er Hofnar Smølfen udgivet flere gange, hvor de er ens, mens f.eks. Gammel Smølf, smølfine, Gargamel og Azrael (katten) er kommet i mange forskellige udformninger.

Smølfe hørespil

I Danmark fik smølferne deres store gennembrud i starten af firserne, igennem sangeren Johnny Reimers sange. Johnny Reimar tog smølfernes verden til sig og optrådte med “Smølfe-sangen”, der gjorde smølferne utroligt populære i Danmark. Johnny Reimar sang om Smølferne første gang i 1977. Det er ud fra hans arbejde med at få teksten til at rime, at det siges, at navnet ”smølf” blev til. Dette passer dog ikke helt med, at første album udgave og filmen udkom i Danmark i 1976. Så hvem ved?

Smølfe film

Smølferne debuterede i deres første tegnefilm – ”Smølferne og den fortryllede fløjte” i 1976, i øvrigt sammen med Henrik og Hagbart.

I “Smølferne og den fortryllede fløjte” møder vi Smølferne for allerførste gang. Konges tro væbnere, Henrik og Hagbart, opdager ved et tilfælde at den fløjte, kongen ville smide væk, har en fortryllende effekt – den får folk til at danse helt ukontrolleret. Men den udspekulerede Franz Frækkelin får fingre i fløjten og bruger den til at røve folk. I jagten på fløjten sendes Henrik og Hagbart til Smølfeland, hvor den fortryllede fløjte oprindeligt blev bygget. Sammen med Smølferne går jagten nu ind på Frækkelin og den fortryllede fløjte.

I Hanna & Barberas tegnefilm serie fra 1980’erne blev der yderligere introduceret nogle smølfer. Først kom Olde Smølf, der havde været Gammel Smølf, da Gammel Smølf var barn. Han var rejst ud for at samle elementer fra de fire verdenshjørner, der skulle bruges til at forny Smølfernes livgivende sten, der lå dybt begravet under landsbyen. Missionen mislykkedes, og han frygtede, at det ville blive Smølfernes endeligt, men med hjælp fra Homnibus og Gammel Smølf lykkedes det at forny stenens magiske egenskaber.

Olde Smølf var ikke den eneste nye smølf. Også Vild Smølf, en smølf, der var blevet tabt af storken på vej til landsbyen, og som var vokset op i en egernfamilie, blev introduceret i tegnefilmene. Senere kom også Olde Smølfs kone Oldemor Smølf, der havde siddet fanget i Slottet Bag Lås og Slå i 500 år, og hendes kæledyr, det røde dyr Smoogle.

I seriens sidste sæson rejste smølferne ved hjælp af Olde Smølfs magiske tidskrystaller rundt i tiden. De skulle egentlig levere en Triceatops tilbage til sin egen tid (den havde været frosset inde i en gletsjer), men den magiske nøgle, der skulle samle krystallerne og bringe smølferne tilbage til deres egen tid, gik desværre tabt, og de måtte forsøge at samle krystallerne manuelt. Det bragte dem rundt til forskellige lande og forskellige tidsaldre, hvor de bl.a. mødte Gargamels forfædre Gargotep (Egypten), McGarg (Skotland) og Gargovich (Rusland). Pga. svigtende seertal blev serien dog lukket, og man fik aldrig at vide, om smølferne kom hjem til deres elskede landsby.

Der er i 2011 blevet lavet en animationsfilm i 3D, med titlen ”Smølferne”. Denne film blev i 2013 efterfulgt af filmen ”Smølferne 2”.

Smølfernes univers

Smølferne er en fiktiv race af små blå væsner. De beskrives som tre æbler høje,og bor sammen i en landsby ude i skoven i “Det Glemte Land”.

Smølferne er fredelige, venligtsindede intelligente væsner, som lader til at have et symbiotisk forhold til de paddehatte, de bor i. De har deres eget sprog, smølfsk, som minder om vores, men hvor ordet “smølf” ofte erstatter både navneord og udsagnsord. Mennesker i smølfernes verden lader til at have vældige problemer med at forstå smølfsk.

Smølferne lever en forholdsvis afslappet tilværelse, og er organiseret i løse arbejdsgrupper, som varetager forskellige opgaver. Nogle samler forråd i skoven, andre arbejder på dæmningen, og nogle tager ud og rejser, ofte anført af deres leder Gammel Smølf. En stor del af tiden slapper de bare af eller har hjemlige sysler.

Hver smølf bor i et hus, som er gravet ud af en stor, rummelig paddehat med døre, vinduer, kamin, møbler og værelser. Disse paddehatte er robuste og kan fx modstå oversvømmelse, men kan ødelægges eller brændes. Da smølferne tilsyneladende kan genopbygge svampene relativt hurtigt fra album til album, antages det at smølferne og svampe er nært forbundet eller endda beslægtet.

Smølferne lever til hverdag en fredelig tilværelse i “Det Glemte Land”. Idyllen afbrydes dog jævnligt af påfund fra smølferne selv. De bliver ofte jaget af den onde troldmand Gargamel og hans orange kat Azrael. Gargamel vil skiftevis spise smølferne, dræbe dem, eller lave dem til guld, Han har fundet en gammel bog om alkymi, der siger, at man med 6 smølfer kan lave bly til guld. Hans planer går dog aldrig godt, og han ender altid med at stå tilbage som taberen.

Derudover har smølferne en masse fjender, som udover Gargamel, omhandler heksen Hogatha, som er en ond, fed, grim og ensom heks, der bærer en orange paryk, for at skjule sin skaldethed. hendes ønske er at gøre sig smuk nok til, at en mand vil kunne forelske sig i hende. Som hendes navn antyder, fnyser hun og grynter som en gris, når hun taler eller griner. Hun rider rundt på et en grip, både til smølfernes landsby og til Gargarmels hus. Hun havde også en magisk medaljon, som var kilden til hendes magiske kræfter, men den blev ødelagt af smølferne.

Smølferne har dog også venner i skoven, bl.a. Fader Tid og Moder Natur. Udenfor skoven bor troldmanden Homnibus, som også optræder i Henrik og Hagbart. Smølferne har desuden et nært forhold til mange mindre dyr og gnavere, samt storke, som de ofte rejser på over større afstande; fx til Henrik og Hagbarts land.

Smølfernes alder nævnes på side 40 i ”Den fortryllede fløjte!” med Henrik og Hagbart, hvor de fleste almindelige smølfer er omkring de 100 år. Gammelsmølfen er nævnt til 542 år gammel i Smølferne nr. 13 ”Baby Smølfen” på side 24.

Oprindeligt var der 98 smølfer med hvide bukser og hvide huer, der alle var hankøn. Langt de fleste er af udseende identiske, mens nogle få skiller sig ud ved hjælp af simple rekvisitter. Pynte Smølfen har f.eks. en blomst i hatten. Andre som fx Bonde Smølfen har et helt sæt arbejdstøj og ses altid med værktøjer til havebrug.

Smølfernes navne er enten udtryk for et fysisk træk (Gammel Smølf, Stærk Smølf, Klumpe Smølf, Smølfine), et karaktertræk (Doven Smølf, Drømme Smølf, Dumme Smølf, Dydig Smølf, Gnaven Smølf, Skæmte Smølf, Æde Smølf), deres funktion i landsbyen (Bage Smølf, Altmulig Smølf, Bonde Smølf, Skrædder Smølf, Bygge Smølf,) eller blot deres hobby (Digter Smølf, Maler Smølf, Musik Smølf, Pynte Smølf).

Gammel Smølf er den ældste smølf. Som nævnt er han omkring 542 år gammel. Han har røde bukser, rød hue og fuldskæg. Han har levet adskillige århundreder og er rimeligvis den modigste og klogeste af smølferne. Han er oftest den, de andre smølfer går til med problemer, og betragtes mere som smølfernes storebror end deres far. Han er forholdsvis antiautoritær og samtidig fornuftens stemme, men er også en smule distræt. Gammel Smølfs magi har ofte store konsekvenser for historiernes udfald, og er desuden den eneste smølf, som taler menneskesprog, og oversætter ofte mellem parterne. Han påtager sig ofte ansvaret for hele landsbyen, og er indehaver af en magisk bog.

En bog som Gargamel, skoven/landets menneskelige troldmand, meget gerne vil have fingre i. Gargamel er det menneske, der kender til ”Det glemt land” og er troldmand. Han er smølfernes hovedfjende, der vil fange smølferne for at spise dem eller lave dem om til guld. Han har en kat ved navn Azrael, der meget gerne vil hjælpe Gargamel med at fange smølferne. Men kun for at få lov til at spise dem.

Smølfine er faktisk lavet af Gargamel. Hun er en af Gargamels ”snedige” planer i forsøget på at lave ravage i smølfe landsbyen. Han sender Smølfine til smølfernes landsby for at drive dem til vanvid. Med 99 hansmølfer og kun én pige gav det som planlagt en voldsom ballade i den ellers så fredelige landsby. Samtidig arbejdede hun for Gargamel, og det lykkedes hende, ved at lokke Digter Smølf, at oversvømme landsbyen. Da det blev afsløret, at hun arbejdede for Gargamel angrede hun, og smølferne tilgav hende. Hun forlod dog landsbyen for en tid for ikke at være skyld i mere ballade, men vendte senere tilbage og bosatte sig i landsbyen. Oprindeligt var Smølfine mørkhåret og ikke videre charmerende, men smølferne faldt alligevel for hende, og efterfølgende lykkedes det Gammel Smølf at gøre noget ved hendes udseende; navnlig gav han hende det tykke, lyse hår. Det påvirkede åbenbart også hendes personlighed i mere heldig retning.

Mens Smølfine boede udenfor landsbyen, blev det tid til at danse de 100 smølfers dans, der ifølge Gammel Smølfs tryllebog skal danses hvert 654. år for at undgå, at smølferne de næste 654 år skal leve i ulykke. Med kun 99 smølfer gav det et problem, indtil Pynte Smølfs spejlbillede ved et lynnedslag blev levende. Smølfen, der kom ud af det, kaldes enten Spejl Smølf eller blot Smølf nr. 100.

I albummet “Småsmølferne” blev tre smølfer; Hidsig Smølf, Natur Smølf og Ballade Smølf, ved en fejltagelse forvandlet til børn, da de kravlede ind i et af Fader Tids ure efter Natur Smølfs sommerfugl. Magien kunne ikke laves om, så de måtte finde sig i at forblive børn. Det satte lidt fut i landsbyen, at der pludselig var kommet børn, og som de fleste børn var de også ulydige af og til. Da de f.eks. så, at Smølfine var ked af at være den eneste pigesmølf, besluttede de at stjæle Smølfine-formularen fra Gargamel og skabe endnu en Smølfine. Det lykkedes dem at stjæle formularen, men de brugte smølfemål i stedet for menneskemål, og derfor blev resultatet et barn, og ikke en voksen veninde til Smølfine. Den nye småsmølf blev kaldt Smølfette.

Albummet, der efterfulgte “Småsmølferne”, “Baby Smølfen” gav også landsbyen en ny beboer, Baby Smølf, der ved en fejltagelse blev leveret til landsbyen. Smølferne nægtede dog at give ham tilbage, da storken kom for at tage ham med. Fordi de viste Baby Smølf så meget kærlighed, fik de lov at beholde ham.

Peyo

Pierre Culliford blev født 25. juni 1928 i Bruxelles som søn af en engelsk far og belgisk mor. Gik som ung på kunstskolen Académie Royale des Beaux-Arts i Bruxelles, en meget berømt skole hvor mange andre store kunstnere har gået, bl.a. Rene Magritte, Paul Delvaux og Vincent van Gogh.

Peyo startede sin karriere på et lille tegnefilmsstudie i Bruxelles, Compagnie Belge d`Animation. Her arbejdede han bl.a. med tegneserie skaberne André Franquin, Morris og Eddy Paape. Da studiet gik konkurs efter Anden Verdenskrig, fik de tre andre tegnere job hos forlaget Dupuis, men Pierre var yngre og mere uerfaren, og fik ikke job. Over de næste 3-5 år tog han i stedet forskellige freelance- og reklamejob og fik desuden kontakt til avisen La Dernière Heure, hvortil han lavede sin første tegneserie, Johan, der foregik i riddertiden og omhandlede en konges unge væbner. Som det ses på billedeksemplet, var serien en klar tidlig forløber til hans senere succes Henrik og Hagbart, med en dengang lyshåret Henrik og en tidlig men genkendelig udgave af kongen fra serien.

I perioden 1949 begyndte han at tegne i avisen Le Soir med tegneseriestriben Poussy, om en rigtig spilopmager af en kat. Serien Johan overgik også fra La Dernière Heure til Le Soir i disse år. Akkurat som Johan, blev Poussy senere videreudviklet i en mere moderne streg og udgivet som selvstændig tegneserie. Han var hos Le Soir frem til 1952, hvor kollegaen Andrè Franquin introducerede ham til tegneseriemagasinet Le Journal de Spirou.

Peyo var på trods af flere tidligere forsøg ikke kommet indenfor dørene hos Dupuis, der ejede bladet Le Journal de Spirou. Men i 1952 gjorde vennen Franquin et forsøg på hans vegne og fik overtalt Dupuis til at tage Peyo ind som tegner. Her videreudviklede Peyo sin middelalderserie Johan. Historierne blev længere, og med lidt hjælp og opfordring fra Franquin, om designede Peyo den lidt kedelige hovedpersons figur og gjorde ham mørkhåret. Som den perfektionist han var, blev Peyo ved med at forfine sine designs til han var tilfreds, og da han i 1955 i sin tredje historie introducerede en skør og underholdende følgesvend, den impulsive Pirlouit, sad den i skabet – serien blev hurtigt en af de mest populære i bladet under det nye navn Johan et Pirlouit. På dansk endte den med at blive oversat til Henrik og Hagbart – men det var først 20 år senere, i 1975, at serien udkom i Danmark.

I 1958 mødte Henrik og Hagbart nogle sære, små blå væsener i historien “Den fortryllede fløjte”. Det blev startskuddet til en rivende popularitet verden over, der skulle få stor betydning for resten af Peyos karriere. De fantastiske skabninger Smølferne var født, og Spirous chefredaktør Yvan Delporte så med det samme potentialet i de små blå alfer, og overtalte Peyo til at lave en selvstændig serie med dem. De første historier blev i en årrække bragt i de regulære sider i Spirou.

Allerede året efter fik smølferne deres egen serie og i løbet af 1960´erne, 1970´erne og 1980´erne blev smølferne mere og mere populære. Der blev fremstillet små plasticfigurer, og særligt populær blev tegnefilmene fra Hanna & Barbera i 1980’erne.

I kraft med at Peyos popularitet voksede, lancerede han i 1960 endnu en serie, nemlig den nu så klassiske tegneserie Benoit Brisefer, på dansk Benny Bomstærk, om en dreng der er frygtelig stærk, men som mister sine kræfter når han bliver forkølet. Serien udkom i Danmark i 1975. Samtidig fornyede han sin gamle serie Poussy, på dansk Pussi og skrev nye striber til den, og skabte også serien Jacky et Celestin, på dansk Jacob og Sylvester.

Idéen med smølferne var så god, at Peyo i tresserne besluttede sig at starte sit eget tegnestudio med flere ansatte til at tegne serien. Her blev mange af de nu kendte store tegnere oplært, bl.a. Francois Walthéry (serien om Natacha), Derib (serierne om Yakari, Pythagoras & Co., Buddy Longway m.fl.), Gos (senere tegner på serien Max Jordan), og Mac Wasterlain (serierne om Doktor Pind og Monica Morell). Selv koncentrerede Peyo sig hovedsageligt om Henrik og Hagbart, der var hans egen favoritserie.

Dette afstedkom flere forskellige senere samarbejder, bl.a. har Peyo været medforfatter på Splint & Co. nr. 15 ”Ballade i Champignac”, samt Natacha nr. 15 ”Gapetos bælte” og 19 ”Klippehavet”.

Selvom Henrik og Hagbart var Peyos hjertebarn, fyldte produktionen af smølferne mere og mere. Der blev lavet merchandise i alle afskygninger, bl.a. de så kendte plastikfigurer, selvstændige blade, film, tv-serier med mere. Op igennem 70’erne fjernede Peyo sig mere og mere fra de andre serier og fokuserede på smølferne, hvis popularitet eksploderede i 80’erne. Smølfeimperiet voksede, og Peyo inddrog sin familie i foretagendet til at tage sig af de finansielle aspekter af forretningen. Peyo forblev firmaets overhoved frem til sin død af et hjertetilfælde i 1992.

Peyos helbred var dog begyndt at skrante, og juleaften 1992 døde han af et hjertestop. Den dag i dag udgives der stadig tegneserier om smølferne i Peyos navn, men han er kun ophavsmand til de første 15 album.

Arven efter Peyo

Peyos søn, Thierry Culliford, har overtaget meget af arbejdet på de løbende serier, og han har således både skrevet og tegnet til Benny Bomstærk, Henrik og Hagbart samt smølferne. Flere andre tegnere har også været involveret i fortsættelsen af serierne, bl.a. Alain Maury på smølferne og Henrik og Hagbart, Pascal Garray på smølferne og Benny Bomstærk samt Ludo Borecki og Jeroen De Coninck på smølferne.

Samfundskritik

Flere af de tidlige album om smølferne indeholder emner, som drager paralleller til samtidens sociale udfordringer. På denne måde appellerer smølfernes historier både til børn og voksne.

I historien “Smølfe For og Smølfe Bag” bliver landsbyen opdelt i nord og syd, hvor man taler to forskellige dialekter. I den ene del hedder det eksempelvis en “smølfetrækker”, mens man i den anden bydel siger “propsmølfer”. Den efterfølgende ballade i landsbyen har racistiske elementer. En enkelt smølf bliver helt udelukket fra begge bydele, fordi han bor præcist på midten, da grænsen trækkes op.

I albummet “Smølf Den Store” beslutter en smølf sig for at dominere landsbyen og eksperimenterer med at få de andre smølfer til at adlyde ordrer. Det giver naturligvis røre i landsbyen og udvikler sig hen ad vejen til noget nær væbnet borgerkrig.

Andet

Smølferne fik i 2011 deres egen, internationale dag, nemlig den 25. juni, som i øvrigt er Peyos fødselsdag. I juli 2013 startede Dupuis en kronologisk bogserie om smølferne og Cobolt fulgte efter med en dansk udgave i september 2013.

Eget album

Interpresse udgivelser i 1972-1973 under navnet ”snøvserne”;