En tegneserie består af mindst to billeder, der indbyrdes hænger sammen og er afhængige af hinanden, og som fortæller en fremadskridende handling.
Billederne kan være med eller uden ramme. En tegneserie kan være uden tekst, men som oftest indeholder den tekst i talebobler og i forklarende tekstrammer. Den kan i enkelte tilfælde være uden talebobler og kun indeholde forklarende og fortællende tekstrammer.
En tegneserie kan gøre brug af forskellige effekter for at tydeliggøre meningen. Den kan benytte sig af lydord eller af et efterhånden alment kendt billedsymbolsprog. Den enkleste form for tegneserie er den afsluttede, humoristiske avisstribe, men formen er blevet udviklet til den mere komplicerede hæfte- og albumform. En kunstnerisk videreudvikling af den almindelige tegneserie kaldes også en grafisk roman, som især Will Eisner er kendt for.
Allerede i Oldtiden fandtes hulemalerier, ægyptiske vægmalerier middelalderens gobeliner og kirkens kalkmalerier. Dette har med sikkerhed inspireret til senere udtryk i tegneserie form.
Knold og Tot, der startede 1896, regnes ofte som den første tegneserie, men samme år kørte serien The Yellow Kid, og kunstneren Rodolphe Töpffer havde allerede i 1820-erne lavet illustrerede fortællinger.
I 1896 fik Richard Outcault trykt en serie i New York Journal, som hed Hogans Alley. Dette var den første tegneserie med et fast persongalleri, med personer som The Yellow Kid. Hvilken, der var den første tegneserie, vil dog altid afhænge af, hvordan man definerer fænomenet tegneserier.
Rodolphe Töpffer (31. januar 1799 – 8. juni 1846) var en schweizisk lærer, forfatter, maler og karikaturtegner. Han regnes som en af de første tegneserieskabere.
Han blev født i Geneve i Schweiz. Faderen, Adam-Wolfgang Töpffer, var en professionel maler der til tider også tegnede karikaturer. Faderen blev hovedsagelig kendt som tegnemester for Joséphine de Beauharnais ved det franske hof mellem 1804 og 1807. Rodolphe gjorde et forsøg på at uddanne sig i Paris i 1819-1820, inden han returnerede til Geneve, hvor han fik arbejde som skolelærer. I 1823 blev han i stand til at etablere sin egen grundskole for drenge. Ti år senere, i 1832, blev han udnævnt til professor i litteratur ved Universitetet i Geneve.
Selv om han trivedes i sin valgte profession som professor, ønskede han at udvikle de aktiviteter han holdt på med i sin fritid, nemlig skønmaling. Han udstillede et antal landskabsmalerier med lokale motiver, tydeligt inspireret af den tidstypiske, romantiske retning. Han forfattede tillige flere korte historier og noveller, og underholdt jævnligt sine studenter med at tegne karikaturer.
Modstanden
Blandt tegneseriernes skarpeste kritikere var den tysk-amerikanske psykiater Fredric Wertham (1895-1981), der påstod, at der var sammenhæng mellem ungdomskriminalitet og læsning af tegneserier. Hans bog ”The Seduction of the Innocent” fra 1954 førte til, at der i USA blev oprettet en ”Comics Code” med strenge retningslinjer for, hvad der kunne vises i en tegneserie. Først i 2011 forsvandt denne “Comics Code”.
“Tegneserier vil virke skadeligt på det store flertal af de børn, som får fat i dem, fordi de vænner dem af med at læse en sammenhængende tekst og skaber et usundt behov for sensation,” skrev viceskoleinspektør i Rødding, Christian Winther, i et indlæg i Folkeskolen tidligt i 1950’erne. Politiken bragte en artikelserie af journalisten Tørk Haxthausen, udgivet i 1955 i bogform ”Opdraget til terror”, hvor han angreb tegneseriernes fordummende voldsforherligelse. Med amerikanske kilder søgte han at dokumentere, at læsning af tegneserier fik børn til at begå voldshandlinger, mord og utilsigtet selvmord, fordi serierne angiveligt fik børn til at tro, at de kan flyve ligesom Superman.
Skolelærerne og Folkeskolen engagerede sig i kampen mod de farlige tegneserier, og der blev afholdt forældremøder for at advare mod tegneserier. Bladene Superman og Fantomet blev lukket i 1954 og Kong Kylie i 1955 ud fra den udbredte tro på, at tegneserier gjorde børn til vaneforbrydere.
På denne baggrund nedsatte undervisningsminister Julius Bomholdt den 27. januar 1955 et udvalg, som skulle tilrettelægge en bekæmpelse af “den kulørte litteratur”. Som ministeriets repræsentant i udvalget sad kontorchef Vagn Jensen, som var stærkt engageret og anbefalede lovgivning på området. Han fremlagde et forslag for udvalget om helt op til et års fængsel for at udbrede “skrifter, der enten ved sit emne eller ved den måde, hvorpå det er behandlet, kan virke forrående, herunder forvirrende eller nedbrydende på børns og unges opfattelse af, hvad man kan eller bør gøre”. Loven skulle derimod ikke anvendes overfor lovovertrædere, som havde handlet i “egenskab af indehaver af forældremyndighed”. Forældre måtte altså godt købe det påstået skadelige læsestof til egne børn.
Udvalgets medlemmer var udover Christian Winther, repræsentanter for Dansk Ungdoms Fællesråd, foreningen for skolepsykologer, forlags- og boghandlerbranchen, pædagogiske eksperter og socialrådgiverforeningen. Udvalget blev kaldt “det Kulørte Udvalg” og afgav sin betænkning i 1960, hvor de påpegede det vide spænd mellem “sadistiske horror comics over uskadelige eller endog værdifulde billedserier”. Betænkningen, kendt som “den kulørte betænkning”, vakte ingen interesse i befolkningen, og blev kun omtalt i nogle få aviser.
Haxthausen beskrev i 1955 Tintin som “et mærkeligt spidst tegnet foretagende, en bastard mellem den humoristiske serie og eventyr-serien. Handlingen er tit uhyggelig og grov.” – mens en bibliotekslektør i 1968 beskrev Tintin sådan: “Der er noget næsten uskyldigt og naivt over denne tegneserie, der er meget velskrevet og meget levende, og en lækkerbisken for alle børn fra 9-årsalderen. Haxthausen, der tilhørte den progressive venstrefløj, beskrev “seriefabrikanternes sindssyge fantasi”, hvor “førerdyrkelsen” og “unge homoseksuelle” fremmede afvigende seksualitet.
Stilarter
Der er som udgangspunkt tre stilarter indenfor tegneseriegenren.
Realismen fokuserer på at være meget detaljeret og realistisk i proportioner, farver og skyggelægning/skravering. Der forekommer som regel ikke fartstriber i denne stilart, hvilket der f.eks. ofte gøres brug af i de to andre. Kendte eksempler på denne stil er Rip Kirby, Modesty Blaise, Jerry Spring, Blueberyy og Thorgal.
La ligne claire er fransk for “den rene linje”. Det er et begreb for en tegnestil, der benyttes i mange af de belgiske tegneserier, der netop har en ren og præcis streg. I 1920erne blev denne stil anvendt af bl.a. amerikaneren George McManus, der lavede serien Gyldenspjæt, og franskmanden Alain Saint-Ogan, der tegnede serien Zig & Puce. Stilen blev siden mestret og forfinet af Herge op igennem 1940´erne, og mange andre tegnere blev inspireret og fulgte i hans fodspor.
Stilen er karakteriseret ved, at stregerne generelt har den samme tykkelse, hvorved alle genstande i billedet får samme betydning, i modsætning til f.eks. en mere kalligraferet linjestil, hvor linjens varierende tykkelse bruges til at angive mere tyngde eller fokus på genstande. Ligne claire karakteriseres yderligere ved, at der ofte bruges klare, flade farver, samt en kombination af karikerede figurer på en ret realistisk baggrund. Brugen af skygger er sparsom, og alle elementer i et panel er trukket op med sort streg.
Stilen havde størst udbredelse i de sene 1940’ere og 1950´erne, men dens popularitet faldt op igennem 1960´erne og blev snart set som gammeldags af nyere tegnere. Stilen blev navngivet ligne claire af den hollandske tegneserieskaber Joost Swarte i 1977.
Comic-dynamic er betegnelsen for en tegnestil der, som navnet antyder, er mere dynamisk orienteret end f.eks. ligne claire. Stilen er tydelig i serier som Splint & Co., Lucky Luke, Henrik og Hagbart o. lign. Tegningerne er meget dynamiske, med en spændstig streg, der ofte varierer i tykkelse, hvilket giver vægt og accent til figur eller billede.
Tegnere, der arbejder med denne stil, bliver nogle gange beskrevet som tilhørende Marcinelle-skolen efter den belgiske by Marcinelle, hvor forlaget Dupuis havde sit hovedkvarter, og bladet Spirou blev produceret. Mange tegnere ved bladet tegnede i denne stil.