Baggrund
Splint & Co. (“Spirou et Fantasio” på fransk) er en af de stærkeste serier, der er kommet ud af den klassiske fransk-belgiske tegneserietradition. Serien blev oprindeligt skabt i 1938 af den franske tegneserieskaber Rob-Vel, Robert Velter, til lanceringen af det franske tegneserieblad ”Spirou” og startede som en kort stribe med Splint som hovedperson.
Splint selv var oprindeligt en elevatorfører/piccolo i serien, hvilket stadig ses på hans røde dragt, der altid har været et af hans stærkeste kendetegn, og som han, på nær enkeltstående tilfælde, aldrig har skiftet ud, selvom den dog har skiftet design igennem tiden. Splint havde et egern ved navn Spip som kæledyr, men var ellers alene.
Splints bedste ven, Kvik, blev først introduceret senere i 1944 af seriens efterfølgende tegner, Jijé, Joseph Gillain.
Det var på opfordring af bladets daværende redaktør, som mente at serien ville blive bedre, hvis Splint fik en menneskelig partner og følgesvend.
Figuren Splint tilhører udgiveren Dupuis, idet forlaget købte rettighederne af Rob-Vel i 1943. Da Dupuis’ ejer Media-Participations i 2013 købte Marsu Productions, fik de også rettighederne til Franquins figurer som f.eks. Spirillen.
André Franquin overtog serien i 1946 og udviklede den fra kortere striber til længere, fuldblods historier. Det var også Franquin, der introducerede en lang række nye nøglefigurer, heriblandt videnskabsmanden grev Champignac, den gale skurk Zorglub, den sleske fætter til Kvik, Sante, Kviks journalistiske modstykke Myg, og ikke mindst Splint og Kviks fantastiske kæledyr, Spirillen.
Spirillen en ”Marsupilami”, et fiktivt abelignende væsen med en særdeles lang gribehale. Spirillen medvirker i de fleste af Franquins historier, første gang i 1952 i ”Arvestriden” – Spirou et les héritiers”. I 1957 gjorde Franquin dog en undtagelse i ”Hvor er Spirillen”, der i form som et dokumentarhæfte, fortæller om Spirillen i dens naturlige levested i det fiktive sydamerikanske land Palombia. Spirillen har senere har fået sin helt egen serie. (læs om serien her).
Således blev figuruniverset så udbygget, at der var langt bedre muligheder for at fortælle mere komplekse historier. Fortællingerne blev bedre, stregen mere spændstig og karikeret, og både humoren og alvoren i serien blev mere udtalt. I ”Buddhas fange” fra 1959, begyndte Franquin at samarbejde med Greg omkring teksterne og Jideheim, Jean De Mesmaeker, der lavede baggrundene. Som i nogle af sine senere serier, som for eksempel Bernard Prince, så foregår Gregs historier i realistiske geopolitiske sammenhænge. Den førnævnte ”Budhhas fange” foregår i Kina, med tilslørerede referencer til den kolde krig. ”SOS fra Bretzelburg” foregår i to fiktive europæiske lande, der får læseren til at tænke på Tyskland før genforeningen. Det var sammen med Greg, at Franquin fandt på skurken Zorglub til dobbelthistorierne ”Z som Zorglub” og ”I skyggen af Z”. Franquin fortsatte i forrygende stil over de næste 22 år og sluttede af med albummet ”Ballade i Champignac”, hvorefter han i 1968 overdrog serien til en ung Jean-Claude Fournier og helligede sig arbejdet med den humoristiske serie Vakse Viggo.
Fournier var noget begrænset af, at Franquin tog rettighederne til spirillen med sig, og Fournier måtte derfor ikke bruge den i historierne. Selvom det på sin vis var et tab for seriens univers, formåede Fournier dog alligevel at skrive en række spændende og humoristiske historier. Fournier forfattede nye album i serien og gjorde Splint & Co. til en mere moderne serie. Hvor Franquins historier havde en tendens til at være politisk neutrale, beskæftigede Fournier sig med aktuelle emner i 1970´erne, som Atomenergi i ”Varsleren”, diktaturer finansieret af narkotika i ”Tyrannen Kodo” og Duvalier-lignende undertrykkelse i ”Tora Torapa”, hvor både Zorglub og Sante optræder for første gang siden Franquin. Selv om Fournier introducerede nye figurer som Ororéa og Itoh Kata, foruden den okkulte kriminelle organisation Trianglen, er kun få af dem blevet anvendt af senere kunstnere.
Men Dupuis syntes, at han arbejdede for langsomt, så da han var gået i gang med sin 10. historie, fik han at vide, at Splint-historien i forlagets flagskib skiftevis skulle være af ham og et nyt hold, Raoul Cauvin og Nic Broca. Dette accepterede Fournier ikke, og han sagde op omgående.
Det nye hold skrev og tegnede tre historier, der aldrig blev den store kassesucces. Fiaskoen skyldtes hovedsageligt, at det var dem forbudt at bruge nogle som helst figurer fra Franquins og Fourniers universer, så de var nødtvunget til at skabe en helt ny ‘verden’ og omgangskreds til Splint og Kvik, hvilket på sin vis fremmedgjorde serien overfor læserne. Men derudover er Brocas tegnestil også mere stiv i det end Fourniers og ikke mindst Franquins spændstige streg. De tre album fra 1980-82, ”Kuldechok i troperne”, ”Den sorte boks” og ”Støvsugeren” floppede og blev eksempelvis slet ikke udgivet i Danmark før langt senere, nemlig i 2005.
I 1982 overtog Tome, Phillippe Vandevelde, og Janry, Jean-Richard Geurts, serien, hvilket bragte fansene tilbage. Tome & Janrys tegnestil lå dynamisk set langt tættere på Franquins, og det bragte liv til figurerne igen Grafisk var forfatternes arbejde en hyldest til Franquins klassiske historier og tog moderne emner op som bioteknologi i ”Virus!”, robotik og kunstig intelligens i ”En robot for meget” og endda tidsrejse i dobbelthistorien ”Fanget i fortiden” og ”Gensyn med Z”, hvor sidstnævnte indeholder en fremtidsudgave af Zorglub. Desuden må de have fået nogle rettigheder som Cauvin og Broca ikke havde, for nu måtte fortællingerne igen handle om Champignac og det udbud af bifigurer (på nær spirillen), der knytter sig til de tidlige historier. Tome & Janry både skrev og tegnede sammen, og de formåede succesfuldt at blande lige dele af humor, spænding og alvor ind i fortællingerne, og dét, sammen med et sikkert tag i det tegnemæssige håndværk, resulterede i en række moderne, sjove og rigtigt spændende eventyr.
Med ”Den absolut enestående historie om Lille Splint” fra 1987, fandt Tome og Janry på historier om Splints ungdom, og dette blev senere til en særskilt serie, ”Den lille Splint”, der fortæller om figurens gerninger som folkeskoleelev, hvor mange af historierne handler om figurens interesse for det modsatte køn. En ny skurk, den uheldige mafiaboss Vito Cortisone, blev introduceret i ”I New-York” også fra 1987, mens Splint og Kvik i ”I Moskva” fra 1990 besøger Sovjetunionen for første gang, netop som kommuniststyret var ved at kollapse. I ”Jagten på Splint” fra 1998 prøvede Tome og Janry igen at forny serien med en mere moden handling med en såret helt i et kærlighedsforhold, forenet med en mere realistisk grafisk stil. Dette pludselige gav et skifte til en mere dyster stil, selvom begyndelsen var synlig i tidligere album og i andre serier af de samme forfattere, så chokerede det mange læsere.
Igennem de 16 år, Tome og Janry arbejdede på serien, helligede Tome sig mere og mere skriveriet, mens Janry overtog tegnearbejdet. Samtidig udviklede de altså universet og fortællingerne i en mere og mere moderne retning. Dermed var den gaggede tegneseriehumor helt er forsvundet, og vi har fra førnævnte ”Jagten på Splint” i 1998 at gøre med en moderne, realistisk thrillerfortælling. Dette album markerer dog også Tome og Janrys afgang fra serien.
Efter en pause på seks år, hvor kun parodialbummet ”L’accélérateur atomique” af Lewis Trondheim blev udgivet, og som ikke er en del af den officielle serie, men dog blev godkendt af Dupuis, udkom så endelig i 2004 det næste Splint & Co.-album fra det nye makkerpar Jean-David Morvan og José Luis Munueras hånd.
Igen er det blevet til en nyfortolkning af Splint & Co.-universet, ikke mindst udtrykt i design og opsætning, men også i miljø og fortælling. Dog er det med en mere klassisk fortællestil og holdt tæt op ad ånden i Franquins grafiske stil, kun med kunstnerens egen modernistiske ændringer, som tilføjelser. Morvan og Munuera nåede at tegne 4 album, før det i 2009 blev annonceret i seriemagasinet ”Spirou”, at serien ville overgå til makkerparret Fabien Vehlmann og Yoann Chivard.
I midten af 00’erne var serien presset af faldende salgstal. Direktøren for Dupuis – Julien Papelier – måtte erkende, at konkurrencen fra andre medier, ikke mindst de digitale medier, gjorde indhug i salgstallene. Det seneste album med Yoann og Vehlmann havde kun solgt ca. halvdelen i forhold til salgstal i 90’erne. Dette har vel været en medvirkende årsag til, at Dupuis påbegyndte den nye albumserie med Splint & Co. under titlen ”Et ekstraordinært eventyr med Splint & Co.”, der var tænkt som en række enkeltstående album, der gav de enkelte forfattere og tegnere mulighed for deres egne genfortolkninger af figurerne i Splint & Co. Denne frihed har resulteret i en række album, der varierer meget i både handlingen og i den og grafiske fremstilling, hvilket har medført en blandet modtagelse blandt fans af Splint & Co.
Eksempelvis ”Håbets tid”, der blev skrevet og tegnet af Émile Bravo og udgivet som fire dekle.
De fire album udkom frem til 2022.
Sideløbende med ”Håbets tid” har Yoann og Vehlmann fået til opgave at producere tre ”Supergroom”-album, der er en slags superhelteudgave af Splint, beregnet på et yngre publikum. Det første album udkom på fransk i 2020, og en smagsprøve på dette fik vi i historien ”Superpiccolo”, der udkom på dansk i albummet ”Splint & Co. slår gækken løs”, der blev nr. 56 i den ordinære danske albumserie.
5. juli 2021 blev Sophie Guerrive og Benjamin Abitan samt Olivier Schwartz udråbt som værende henholdsvis de nye forfattere og den nye tegner på hovedserien. Deres første historie var ”Splints død”.
Persongalleri
(Her de vigtigste. Se større galleri fra Splint & Co. her)
Splint (Spirou på fransk) er seriens oprindelige hovedperson – i den spæde start arbejdede han blot som piccolo, men som serien udviklede sig, gik han over til at være Kviks medjournalist på Serieforlaget. Splint er den velovervejende og mere alvorlige af de to og en sand helt. Han vil ofre sit liv for sine venner, hvad enten det er Kvik, greven af Champignac, Spip eller spirillen. I historien ”Den stærkes ret” finder vi ud af at Splints borgerlige navn er Jean-Baptiste.
Kvik (Fantasio på fransk) er Splints bedste ven. Han arbejder til dagligt som journalist for Serieforlaget, hvem Splint også indimellem skriver for. Kvik er ofte ret impulsiv og har et iltert temperament, hvilket både leverer en del komik, men også skaber problemer for vores duo. Kvik ryger ofte pibe. Trods Kviks humørsvingninger vil han dog uden tøven gøre alt for sin ven Splint. Kvik er en ”gør det selv mand”, er meget interesseret i moderne teknik, især biler og kameraer og lidt af en opfinder, og han har i tidens løb lavet en række opfindelser, heriblandt brillen med vinduesviskere, den håndfri hattehilser og ikke mindst den berømte Kvikokopter.
Spip
Spip er et lille egern som Splint fandt allerede i et tidligt eventyr, og som siden har været en trofast følgesvend til Splint og Kvik. Spip er bl.a. kendt for sine sarkastiske kommentarer til læseren.
Spirillen
Spirillen er en Marsupilami og dette mystiske, sagnomspundne dyr, som Splint og Kvik finder dybt inde i Palombias jungle og er i sandhed et unikum! Spirillen er et gult, leopard-plettet, abelignende dyr med en otte meter lang hale, som den kan kontrollere med yderste præcision og bruge til mange praktiske formål. Omend den øjeblikkeligt knyttede sig til Splint og Kvik, og er et utroligt følsomt og hjælpsomt dyr, er den dog på ingen måde blevet tam, og den har vist sig at være lidt af en ballademager også. Dens særdeles specielle evner har reddet Splint og Kvik i mange situationer. Læs om Spirillens egen serie her.
Greve Paulus Hégésippe Adélard Ladislas de Champignac er videnskabsmand og Splint og Kviks nærmeste ven. Hans hovedområde er mykologi, læren om svampe. Greven bor i byen Champignac, der er kendt for sin rige svampeflora, og her eksperimenterer han hyppigt med forskellige ekstrakter og gasser af svampe. Greven har afstedkommet mange fantastiske opfindelser, heriblandt superilten, metomol-gassen, en klogskabseliksir og en metalædende fungusorganisme. Greven er uden tvivl genial, men desværre også fanatisk og en smule distræt. Splint og Kviks første møde med greven sker f.eks. under ret foruroligende omstændigheder, da greven kidnapper Kvik og bruger ham til sine forsøg! Trådene bliver dog hurtigt redet ud, og siden da har de været nære venner og har været igennem mange eventyr sammen.
Zorglub
Zorglub er videnskabsmand som grev Champignac, og de to kender hinanden fra deres universitetsdage. Zorglubs geni er næsten ligeså stort som grevens, men han er magtbegærlig, gal og drømmer kun om at bruge sine evner til at opnå komplet verdensherredømme. Dette har gjort ham til en af Splint, Kvik og grevens absolut farligste fjender. Langt ude i ørkenen har Zorglub skabt sig sin egen helt private by, hvor han i en specialbygget maskine hjernevasker folk til at være hans tro undersåtter. Zorglub har opfundet utallige maskiner og fartøjer, men bedst kendt er nok Zormobilen, et lille flyvende transport-fartøj han ofte bruger. Zorglub er ikke helt igennem ond. Han føler sig blot som et misforstået geni, og dette fremavler hans frustration og magtesløshed.
Album i serien
Udover hovedserien med 56 album (på dansk 57 album) og serien ”Et ekstraordinært eventyr med Splint & Co.” er der på fransk også udgivet to serier med særalbum, nemlig ”Les histories courtes de Franquin commentées” og ”Spirou et Fantasio L´intégrale Version Originale”, der ikke er udkommet på dansk.
Desuden er der i Danmark udgivet spinoff-serierne ”Vakse Viggo”, ”Spirillen”, ”Den lille Splint”, ”Zorglub”, ”Robbedoes special” og ”Paulus Hegesippe Ladislas, greve af Champignac”. I Belgien findes også ”Le Marsupilami de Frank Pé et Zidrou”, ”Mademoiselle J” og ”Super Groom”.
Albumklubben Trumf serien
Splint & Co. blev først udgivet herhjemme i 1973-1974 i fire bind i Albumklubben Trumfserien fra Interpresse.
”Operation Stilhed”, ”Den vilde spiril” (”Spirillen og spiralen” – med 4 sider med Vakse Viggo), ”Ægget fra fortiden” og ”Et værre cirkus”
Da titelhistorien i album nr. 10 ”Den vilde spiril”, nr. 12 ”Operation ”Stilhed” og nr. 14 ”Ægget fra fortiden” tidligere var blevet udgivet i Trumfserien af Interpresse, blev udgivelserne fra Trumfserien regnet for første udgave, og de nye udgivelser i Splint & Co.-serien som anden udgave. Desuden udgives der senere en andenudgave af nr. 1 ”SOS fra Bretzelburg”, der er udvidet med fire sider i forhold til førsteudgaven.
Splint & Co., første serie – Første udgave
Den første udgave af Splint & Co. som selvstændig serie i Danmark er primært karakteriseret ved at have et billede på bagsiden, der forestiller en silhuet af Splint der taler til spirillen. Første udgave er ikke længere i handel, men kan findes i antikvariater.
Som mange andre tegneserier i Danmark blev Splint & Co. i den første serie ikke udgivet i kronologisk rækkefølge. Dette gjorde at kontinuiteten blev brudt mange steder – f.eks. flygter skurken John Helena fra fængslet i nr. 4, mens det er i nr. 6 at Splint og Kvik møder ham for første gang og får sat ham under lås og slå. Ligeledes bruger Splint i nr. 6 nogle metomol-granater, som grev Champignac først opfinder i nr. 9.
Serien blev udgivet fra 1974 til 1990 af Interpresse med nr. 1-36 samt special, og fra 1991 til 1999 af Carlsen Comics med nr. 37-41.
Af Franquin
1: ”SOS fra Bretzelburg”
2: ”Z for Zorglub”
3: ”I skyggen af Z”
4: “Havmysteriet” (+ “Miniaturemysteriet”)
5: “Buddhas fange”
6: “I murænens gab”
7: “Arvestriden” (+ “Rør ikke rødkælken”)
8: “Næsehornets hemmelighed”
9: “Ned med diktatoren!”
10: “Den vilde spiril” (+ “Gangstergøgl”)
11: ”Kvik i knibe” (+ ”Buret”)
12: ”Operation ”Stilhed” (+ ”Kvik kører quick”)
13: ”Guld og gorillaer” (+ ”Oliesheik på afveje”)
14: ”Ægget fra fortiden” (En alarmerende opringning”)
15: ”Ballade i Champignac” (+ ”Et værre cirkus”)
16: ”Trolddom og champignoner”
17-20: (Se Fournier)
21: ”Hvor er spirillen” (+ Solslik”)
22-29: (se Forurnier + Tome &Janry)
30: ”De sorte Hatte” (+ ”Mysteriet ved Grænsen)
Hertil
Special: “Tembo Tabu” og “Spirillen”
Klassiker 1: “Pygmæerne” (+ “Arven”) og 2: “Robotten” (+ “Robottegningerne” + “Hypo g hop”)
samt ”En illustreret fortælling med Vakse Viggo og Splint & Co.” nemlig ”Atomtoget”
Af Fournier
17: ”Guldmageren”
18: ”Trianglen længe leve”
19: ”Mystik på klostret”
20: ”Tora Torapa”
21: (Se Franquin)
22: ”Den forsvundne Gri-Gri”
23” Varsleren”
24: Æblevin til stjernerne”
25: ”Tyrannen Kodo”
26: ”Bønner overalt”
Af Tome & Janry
27: ”Virus!”
28: ”Eventyr i Australien”
29: ”En robot for meget”
30: (Se Franquin)
31: ”Fanget i fortiden”
32: ”Gensyn med Z”
33: ”Den lille Splint”
34: ”Splint & Co. i New York”
35: “Det sidste hik”
36: “De fordømtes dal”
37: “Splint & Co. I Moskva”
38: “Uheldige Vito”
39: “ Stort uheld i Champignac”
40: “Lunefulde Luna”
41: “Jagten på Splint”
Anden udgave
Andenudgaven er fra forlagene Interpresse med nr. 1-4 og Carlsen Comics med nr. 5-16 og 21.
Denne udgave omfatter kun album af Franquin og har nye forsider, og nr. 1 er udvidet med 4 sider.
Nummereringen er den samme som førsteudgaven, så heller ikke denne serie er kronologisk.
Endelig er albummet ”Havmysteriet” blevet omdøbt til ”Miniaturemysteriet”, en lidt forvirrende beslutning, da hovedhistorien ”Havmysteriet” stadig ligger først i albummet, og begge udgaver indeholder begge historier. Nr. 1, 10, 12 og 14 blev i denne udgivelse regnet som tredje udgaver ligesom første udgaverne er anden udgaver pga. udgivelserne i Albumklubben.
Splint & Co., Anden serie
I 2004 begyndte Egmont Serieforlaget at udgive Splint & Co. på ny. Planen var at udgive albummene i samme rækkefølge og med samme forsider som de fransk-belgiske album. For at fejre dette, og sikkert også for at promovere det, bragte forlaget korte Splint og Co.-historier, der ikke før var udkommet i Danmark, i seriebladet Basserne nr. 703 og 704.
Nedenstående liste over album, til og med nr. 50, er skrevet af fra bagsiden af de udgivne album fra Egmont. Titler med fed tekst er udgivet, titler med lille tekst var planlagt. Bemærk, at nr. 2 og 3 er byttet i forhold udgivelsesrækkefølgen i seriemagasinet Spirou.
I 2010 opgav Egmont Serieforlaget imidlertid serien. Forlaget Cobolt har siden udgivet nr. 51-55 med originalt nummer, samt særalbummet ”Splint & Co. slår gækken løs, som nr. 56.
1: 4 historier med Splint … og Kvik 2: Trolddom og champignoner 3: De sorte hatte 4: Arvestriden 5: Hvor er spirillen? 6: Næsehornets hemmelighed 7: Ned med diktatoren! 8: Kvik i knibe 9: I Murænens gab 10: Operation “Stilhed” 11: Guld og gorillaer 12: Den vilde spiril 13: Ægget fra fortiden 14: Buddhas fange 15: Z som Zorglub 16: I skyggen af Z 17: Havmysteriet 18: SOS fra Bretzelburg 19: Ballade i Champignac | 20: Guldmageren 21: Trianglen længe leve 22: Mystik på klostret 23: Tora Torapa 24: Tembo Tabou 25: Den forsvundne Gri-Gri 26: Æblevin til stjernerne 27: Varsleren 28: Tyrannen Kodo 29: Bønner overalt 30: Kuldechok i troperne 31: Den sorte boks 32: Støjsugeren 33: Virus 34: Eventyr i Australien 35: En robot for meget 36: Fanget i fortiden 37: Gensyn med Z 38: Den lille Splint | 39: Splint & Co. i New York 40: Det sidste hik 41: De fordømtes dal 42: Splint & Co. i Moskva 43: Uheldige Vito 44: Stort uheld i Champignac 45: Lunefulde Luna 46: Jagten på Splint 47: Paris drukner! 48: Manden som ikke ville dø 49: Splint og Kvik i Tokyo 50: Kilden til Z 51: Zorkonerne kommer! 52: Månebase Z 53: I hugormens kløer 54: Piccoloen på Sniper Alley 55: Spirillens vrede 56: Splint & Co. slår gækken løs! 57: Splints Død |
Et ekstraordinært eventyr med Splint & Co.
De fleste af de ekstraordinære eventyr med Splint & Co. er udgivet på dansk, de første to som hæfter i serien Tempo og resten som indbundne album fra Cobolt. De er skrevet af flere forskellige forfattere med forskellige tegnere.
- ”De forstenede kæmper” (af Vehlmann, Yoann & Delf)
- ”Tidens sump” (af Frank Le Gall & Dominique Thomas)
- ”Katakomberne under Champignac” (af Yann, Tarrin, Yuko & Neidhardt)
- ”Portræt af helten som troskyldig ung mand” (af Émile Bravo)
- ”Operation Flagermus” (af Yann & Olivier Schwartz)
- ”Panik på Atlanterhavet” (af Trondheim & Parme)
- ”Leopardkvinden” (af Yann & Olivier Schwartz)
- ”Det glatte ansigt” (af Makyo, Toldac & Tehem)
- ”Kviks brudefærd” (af Benoît Feroumont)
- ”Borneos lys” (af Frank Pé & Zidrou)
- ”De sorte hostiers herre” (af Yann & Olivier Schwartz)
- ”Fondation Z” (af Denis-Pierre Filippi & Fabrice Lebeault)
- ”Håbets tid – første del – En dårlig begyndelse” (af Émile Bravo)
- ”Håbets tid – anden del – Rædslerne tager til” (af Émile Bravo)
- ”Splint i Berlin” (af Flix)
- ”Splint i Sovjetunionen” (af Fred Neidhardt & Fabrice Tarrin)
- ”Pacific Palace” (af Christian Durieux)
- ”Håbets tid – tredje del – Ouverture til finalen” (af Émile Bravo)
- ”Håbets tid – fjerde del – En afslutning og en ny begyndelse” (af Émile Bravo)
- ”Spirou chez les fous” (af Jul og Libon)
- ”Den blå gorgon” (af Yann og Dany)
Bogserien ”Splint & Co.
I 2008-2009 udgav Egmont Serieforlaget en serie luksusbind med Splint & Co. Første bind indeholder Rob-Vels serier fra 1938-1942 i uddrag og Jijés serier fra 1942-1946, men Jijés historier fra før 1942 og efter 1946 er ikke med. De næste 8 bind indeholder næsten alle Franquins serier fra 1946-1968. Foruden tegneserierne indeholder bøgerne en række artikler om serien.
Heldigvis fortsatte Forlaget Zoom serien, men i en lidt anden indbinding og to forskellige design, desværre. Fourniers historier er udgivet i tre bind, Tome & Janry historier i fire bind, og makkerparrene Cauvin-Broca og Morvan-Munuera har fået hver et bind.
I 2020 udgav Zoom også Splint & Co. Santes plan, der indeholder tre Splint & Co.-album af Marc Legendre og Charel Cambré. I slutningen af 2022 udgav Zoom de oprindelige to første bøger i serien Splint & Co. 1938-1943 og Splint & Co. 1940-1951 uforkortet og helt efter fransk forbillede. Endelig var bogserien komplet på dansk.
Splint & Co. 1938-1943 (2020 udgave) Splint & Co. 1940-1951 (2020 udgave) Splint & Co. 1938-1946 Splint & Co. 1946-1950 Splint & Co. 1950-1952 Splint & Co. 1952-1954 Splint & Co. 1954-1956 Splint & Co. 1956-1958 Splint & Co. 1958-1959 Splint & Co. 1959-1960 Splint & Co. 1961-1968 | Splint & Co. 1969-1972 Splint & Co. 1972-1975 Splint & Co. 1976-1979 Splint & Co. 1980-1983 Splint & Co. 1981-1983 Splint & Co. 1984-1987 Splint & Co. 1988-1991 Splint & Co. 1992-1999 Splint & Co. 2004-2008 Santes plan |
Tegnefilm
Der findes også tegnefilm med Splint & Co. Mellem 1992 og 1995 blev der lavet en tv-serie med 52 episoder i samarbejde mellem Belgien, Frankrig og Canada, instrueret af Michel Gauthier og Pino Van Lamsweerde. TV-serien fokuserede for det meste på Tome og Janrys historier.
I 2006 begyndte endnu en TV-serie, denne gang rent fransk. Serien var ikke videre vellykket, den frembragte 39 episoder på 2 sæsoner, hvorefter den stoppede. Den er aldrig udkommet på dansk.