Persongalleri
Romerne
(Romerriget startede som en bystat blandt andre bystater på den italiske halvø i midten af 700-tallet f.v.t. og voksede gennem 1.200 års systematiske erobringer til et imperium. På sit højdepunkt i årene omkring 100 e.Kr. strakte riget sig fra Skotland i nord til Nordafrika i syd og fra Portugal i vest til Syrien i øst. Det omfattede således hele Sydeuropa, store dele af Vesteuropa, dele af Nordafrika og Mellemøsten samt Lilleasien.)
(Romerriget under Cæsar)
Cæsar og hans folk
Julius Cæsar – Født 100 f.Kr. og død 44 f.Kr. Romersk feltherre og statsmand. Undertvang Gallien 58-53, Britannien 55-54 og Germanien 55-53. Kæmpede i 57 mod Belgierne. Hovedkampene med Vercingetorix drejede sig om bopladserne Avaricum, Gergovia og Alesia. Blev dræbt med en dolk af sin yndling Marcus Junius Brutus.
Brutus – Marcus Junius Brutus født 85 f.Kr. og begik selvmord i 42 f.Kr. Efter mordet på Cæsar i 44 f.Kr. tog Brutus til Makedonien, og blev overvundet i det andet slag om Philppi.
Choleramorbus – Cæsars medicamentarus. Navnet er sammensat af cholera – kolera og morbus. Kolera kommer af det græske kholera, der er afledt af khole, som betyder galde. Morbus kommer af latin og betyder sygdom. Cholera Morbus blev brugt som betegnelse for en ikke epidemisk kolera i det 19. århundrede.
Claudius Blochus – Cæsars aller mest specielle udsending. Claudius var et meget anvendt fornavn i romertiden. Et blokhus kommer af det engelske blockhouse, og er et hus af vandret liggende træstammer.
Claudius Clandestinus – Chef for Julius Cæsars hemmelige tjeneste. Claudius var et meget anvendt fornavn i romertiden. Clandestinus betyder hemmelig på latin.
Fidus Ficumdicus – Cæsars råd- og udgiver. Fidus kommer af det latinske fiducia, der betyder tillid. Fidus er en smart eller udspekuleret måde at gøre tingene på. Ficumdicus henviser til ordet fikumdik, der betyder en lyssky handling, uhæderlig opførsel, lumskeri eller en manøvre som er på grænsen til det tilladelige eller overskrider en grænse. Ordets oprindelse er ukendt.
Vadefonofis – Tjener for Fidus Ficumdicus. Navnet er en sammenskrivning af “Hvad er det for noget fis?”
Magnus Nullotaxus – Cæsars håndgangne mand. Magnus betyder stor på latin. Nullotaxus er sammensat af nul, der kommer af nullus, der betyder ingen på latin. Lotax betyder klovn på græsk. Christian Kirkedal mener at navnet er en henvisning til Mogens Glistrup, afdød dansk politiker og stifter af Fremskridtspartiet. Magnus = Mogens og Nullotaxus henviser til “Nul Skat”, som var Glistrups mærkesag. Personen er ikke en cameo, da originalnavnet er Tibérius Entreméfrancorus.
Summa Summarum – Kvæstor for Cæsar. Summa summarum betyder summernes sum på latin. I overført betydning betyder det den endelige sum eller det endelige resultat.
Hærens (militærets) folk
Feltherre
(En feltherre var den øverstkommanderende for de militære styrker i et land. Cæsar var en overgang feltherre)
Scipio – Romersk feltherre og forræder i Cæsars øjne. Publius Cornelius Scipio Nasica Serapio var konsul i 138 f.Kr. Han spillede en stor rolle i mordet på Tiberius Gracchus, så for at redde ham fra hævntørsten fra Roms befolkning, sendte Senatet ham på en opdigtet opgave til Asien. Han døde dog kort efter i Pergamum, der ligger i det nuværende Tyrkiet.
General
(Leder af en legion og den latinske betegnelse var da også Legatus Legionis, altså en slags ambassadør for legionen)
Nonpossumus – Romersk general. Kommer af det latinske non possumus, der betyder vi kan ikke.
Admiral
(Generalens højre hånd og ”manden i marken”)
Gracchus Inconsensus – Admiral i Cæsars højsøflådes allerflotteste pragtgalaj. Gracchus var efternavnet på to brødre, Tiberius og Gajus Sempronius, der stod i spidsen for en politisk kamp, hvor de lavere klasser skulle have mere indflydelse på fordeling af statens jord i Romerriget i årene 133-124 f.Kr. Inconsensus er sammensat af in, der er en præposition, som betyder til, med eller på. Den anden del af ordet er consensus, der kommer af det latinske consentio, der betyder enighed ved en fælles beslutning.
Prospectus – Kontreadmiral i Inconsensus’ flåde. Navnet er latin og kommer af prospicio, der betyder udsyn eller udsigt. Et prospekt er en plan eller en skitse med oplysninger.
Præfekt
(Leder af lejren og havde typisk tidligere været Centurion)
Amicus Certus – Garnisonschef/præfekt I Solarium. Amicus betyder venligsindet på latin, og certus betyder bestemt.
Araneus Joculus – Præfekt i Lutetia Parisiorum. Araneus kommer af aranea, der betyder edderkop på latin. Joculus kommer af ioculator, der er en spøgefugl. Figuren er en karikatur af Charles Laughton, der var kendt for at spille romerske statsmænd i bl.a. Cecil B. DeMille’s “Sign of the Cross” og “Spartacus” af Stanley Kubrick.
Bonusmalus – Præfekt i Condate. Første del af navnet – bonus – betyder god på latin, og anden del – malus – betyder ond. Så præfekten hedder god-ond!
Claudius Possumus a’ka Poson y Legion – Garnisionschef/præfekt i Spanien. Claudius var et meget anvendt fornavn i romertiden. Possumus kommer af det latinske possum, og det betyder “vi kan”. Poson er en festival på Sri Lanka, der hylder konverteringen til buddhisme i 300 f.Kr. En legion er en hærenhed på 3-6.000 mand ledsaget af kavaleri.
Nomen Nescio – Romersk præfekt over Gallien. Nomen kan betyde flere ting på latin: Navn, berømt eller påskud. Nescio betyder ved ikke eller kan ikke. Så betydningen er i retning af “Jeg ved ikke navnet”. Nomen Nescio er en karikatur af den franske journalist og forfatter George Fronval.
Numerus Inutilis aka Nutrix – Romersk præfekt for særlige anliggender. Numerus betyder antal, gruppe eller versefod på latin. Inutilis betyder unyttig eller skadelig. Nutrix betyder en amme på latin.
Otto Manus – Præfekt i Tolosa (Toulouse). Navnet er en henvisning til en ottoman, der er en tyrkisk sofa uden ben. Det kan endvidere have en hentydning til Det Ottomanske rige, der var et stort tyrkisk rige grundlagt af Osman 1. i 1281, og det bestod til 1923, hvor det nuværende Tyrkiet erstattede det.
Praefectus Classis – Romersk præfekt i Tyrus. Praefectus er det latinske ord for præfekt. En præfekt er en person, der har til opgave med at hjælpe med at opretholde lov og orden. Classis er også latin, og det henviser egentlig til en befolkningsklasse – oprindeligt en inddeling af de romerske borgere.
Salvo Titulo – Præfekt og folkepolitikommandant over Lugdunum. Salvo titulo betyder “med forbehold af titlen” på latin. Tidligere anvendtes forkortelsen S.T. i indledningen i breve for at undgå at skulle opregne alle den pågældendes titler. Dermed kom man ikke til at anføre en forkert titel.
Centurion
(Den mest udbredte officersgrad i den romerske hær. En centurion var hærfører og kommandoen over en centurie på 100 mand. Centurionens vigtigste opgave var at opretholde den romerske hærs jernhårde disciplin. Der fandtes forskellige grader af centurion, alt fra Primipilus Centurion, der var det højeste til bare Centurion som svarede til kaptajn)
Avantipopulus – Centurion i Perikum. Avanti er italiensk og betyder fremad eller foran. Populus betyder folkelig eller demokratisk.
Bonus Melior Optimus – Centurion i Solarium. Bonus Melior Optimus betyder ”God Bedre Bedst” på latin. Han er en karikatur af Benito Mussolini, der blev regeringschef i Italien i 1922. Mussolini blev udråbt til Il Duce i 1925, og han blev dermed diktator for den fascistiske stat. Han blev Hitlers allierede under 2. verdenskrig. Mussolini blev henrettet af italienske kommunister i 1945. Bemærk at Bonus Melior Optimus råber i alle ruder på nær tre, hvilket kunne være en hentydning til, at Mussolini var en passioneret taler for folket.
Philurius – Adjudant for Bonus Malior Optimus. Navnet er afledt af filur, som kommer af det franske filou, der betyder listig person, gavtyv eller bedrager. Danmarks gennem tiderne største gøgler kaldte sig Doktor Philurius Christian Tribini.
Caius Aerobus – Centurion i Akvarium. Caius var et almindeligt romersk fornavn, der stammer fra det etruskiske Cai. Navnet betyder “Jeg er glad”. Aerobus er en mellemting mellem en sporvogn og et tog med den specialitet, at den kører oppe i luften, og vognene hænger i en skinne. Denne type anvendes i flere storbyer, f.eks. i Mannheim i Tyskland. Caius Aerobus er en karikatur af den italiensk fødte franske skuespiller Lino Ventura, der medvirkede i en lang række gangsterfilm.
Castemus – Centurion. Navnet er en omskrivning af talemåden ”at kaste smuds”, der betyder, at man udsætter nogen for en nedsættende handling. Smuds kommer af det tyske Schmutz, der betyder mudder.
Celebrus – Centurion i Solarium. Celebrus er latin for respekteret.
Centuriona – Kvindelig centurion. Navnet er femininum af centurion, der er hærfører for en Centurie, som er en hæropdeling på 100 mand. I virkeligheden varierer dette meget. Lederen af hver lejr er f.eks. centurion.
Claudius Nonlicetomnibus – Centurion for specialkommando. Claudius var et meget anvendt fornavn i romertiden. Efternavnet er starten på citatet Non licet omnibus adire Corinthum, der betyder ”Ikke alle har lov til at tage til Korinth” på latin. Citatet er en mindre omskrivning fra Horaces´ breve 1.20, der siger ”Non cuivis homini contingit adire Corinthum”, der betyder ”Ikke alle er heldige nok at komme til Korinth”.
Clemmellus – Centurion i Solarium. En klemmelus er en blodansamling, der opstår efter et slag eller hvis man f.eks. har fået fingeren i klemme i en dør. Personen er en karikatur af Pierre Tchernia, der var ven og kollega med Uderzo og Goscinny. Tchernia var bl.a. fransk Tv’s første nyhedsoplæser, han var medforfatter bag flere af tegnefilmene om Asterix og Obelix, ligesom han spillet roller i en lang række franske film.
Contraventum Mingit – Centurion i Perikum. Contra betyder modsat på latin og ventus betyder gunstig vind – altså en der ikke venter på den gunstige vind før han handler. Mingit kan komme af mingo, der betyder at lade sit vand. Så alt i alt en person, der pisser mod vinden. Alle der lærte latin i gamle dage kender udtrykket “Vir prudens non contra mingit”, der betyder “Klog mand pisser ikke i modvind”.
Perpetuum Mobile – Højrehånd for Contraventum Mingit i Perikum. In perpetuum betyder for tid og evighed på latin. Mobile kommer af mobilis, der betyder bevægelig. Altså en evighedsmaskine, hvilket er umuligt ifølge termodynamikkens 2. hovedsætning.
Dumsomenmur – Centurion i Akvarium. Navnet er lige ud af landevejen; ”dum som en mur. Talemåden er egentlig ”dum som en dør”, men mur passer i denne sammenhæng bedre pga. endelserne i de romerske navne.
Ergo Bibamus – Centurion i Perikum. Ergo betyder altså og bibamus kommer af bibo, der betyder at drikke. Ergo Bibamus betyder “Altså drikker vi”.
Hoctamen Visest – Centurion i garnison i Armorica. Navnet er en sammensætning af latin og dansk. Hoc tamen betyder alligevel på latin, og visest er den klogeste.
Inter Armas – Romersk garnisonskommandant/Centurion i Burdigala som i dag er Bordeaux. På latin betyder inter i løbet af eller under, og arma betyder våben eller krig. Inter Armas er altså under krig. Cicero udtalte i 50 f.Kr. “Inter armas, silent leges”, hvilket betyder, at i krig er loven stille.
Magnavox Populi – Centurion i Lutetia Parisiorum. Vox betyder stemme på latin, og magna voce betyder med høj røst. Populi kommer af populus, der betyder folkelig eller demokratisk.
Manus Nigra – Romersk centurion i Gergovia, der ofte undersøger kulkældre. Manus betyder hånd på latin, og nigra kommer af det latinske niger, der betyder sort, mørk eller dyster. I overført betydning henviser det til døden.
Milusius – Centurion i Terrarium. Navnet kan være en henvisning til den italienske adelsmand Milus af Bari, der kæmpede mod Normannerne i det sydlige Italien.
Namaspamus – Centurion. Namaspamus kommer af det franske n’amase pas mousse, der er en del af ordsproget: “Pierre qui roule, n’amase pas mousse”, som betyder “Der kan ikke gro mos på en rullesten”. Navnet betyder altså “Der kan ikke gro mos”.
Nasonus – Centurion i Perikum. Naso kan henvise til den romerske digter Publius Ovidius Naso. Endvidere betyder Naso næse på italiensk.
Nullo Ordine – Romersk centurion. Nullus er latin og betyder ingen. Ordino betyder enten at stille op eller at udnævne.
Quousque Tandem – Centurion i den frivillige romerske hær. Quousque tandem betyder “Hvor længe endnu”, der er indledningen til Ciceros første tale mod Catilina i det romerske senat.
Scutum Tonitruum – Romersk kaptajn og centurion. Scutum betyder skjold på latin, og det bliver mest brugt om de store romerske træskjolde, som infanteriet brugte. Tonitruum betyder torden på latin. Dermed er kaptajnens navn en reference til Tordenskjold, der var en dansk-norsk søhelt med det borgerlige navn Peder Jansen Wessel.
Ludwikamadeus – Søn af Scutum Tonitruum. Navnet er en sammensætning af Ludwik og Amadeus, og det henviser til de to store klassiske tyske, dengang det Tysk-romerske rige, komponister Ludvig van Beethoven og Wolfgang Amadeus Mozart.
Sisyphus Regulus Absolutus – Centurion i Solarium. Sisyphus henviser til helten fra den græske mytologi Sisyfos, der var dømt til at han – til evig tid – skulle rulle en sten op ad en bjergside. Hver gang han næsten er ved toppen, ruller stenen fra ham og ender ved foden af bjerget. Han må så begynde forfra, og deraf navnet sisyfosarbejde, der betegner en håbløs opgave, der aldrig får en ende. Regulus er på latin diminutiv af rex, og det betyder derfor kongen over et lille rige. Absolutusbetyder på latin gennemført eller fuldendt.
Spiritus Gravis – Romersk centurion med en uromersk næse. Han er stationeret ved Alesia. Spiritus betyder luft, åndedrag, ånd eller inspiration på latin. Gravis betyder tung, besværlig eller byrdefuld. Adam Schwartz foreslår, at navnet også kan være direkte fordansket, så det betyder hård spiritus.
Taggerenbug – Romersk centurion i Kaledonien. Navnet har ikke noget umiddelbar betydning.
Timeo Danaos – Centurion og personlig træner for Mollusculus. Navnet stammer fra udtrykket “Timeo danaos et dona ferentis”, som Virgil skrev i hans storværk Æneiden. Virgil, der egentlig hed Publius Vergilius Maro blev en stor digter og forfatter. Æneiden handler om sagnet om Æneas. Sætningen ovenfor betyder: “Jeg frygter grækerne, selv når de medbringer gaver”. I skaklitteraturen er der en direkte henvisning til den græske ofring, der betyder, at man ofrer sin løber for h-bonden for at kunne få en større gevinst bagefter. ”Timeo Danaos” betyder ”Jeg er bange for grækere”, hvilket han jo har god grund til.
Tullius Cumulonimbus – Centurion i romersk garnison. Cumulonimbus er en tæt og tung sky, der har en betydelig udbredelse på himlen. Den kan minde om et bjerg eller et tårn, og skyens underside er ofte mørk.
Tullius Radoxus – Romersk tribun/centurion i Britanien. Tullius var et almindeligt fornavn i romertiden. Radox er et mærke med badeprodukter fra firmaet Unilever.
Usus Publicus – Romersk centurion. Usus betyder brug eller benyttelse og publicus betyder statslig eller statens. Usus publicus betyder direkte oversat “Til folkets brug” på latin.
Viskisius – Centurion i Solarium. Hans navn er en henvisning til Whisky, der en alkoholisk drik brygget på korn. Navnet er afledt af det gæliske Uisge beatha, der betyder livets vand.
Option
(En ledende officer, der stod foran udnævnelse til Centurion. Det svarer til en Sergent)
Crocus Aureus – Romersk option. Crocus Aureus er en gul krokus. Crocus er en forårsplante og aureus betyder egentlig af guld.
Dekurion
(De var befalingsmænd for 10 mand rytteriet. De var altid tre og dermed 30 mand under sig, hvor en stod i spidsen og de to andre var stedfortædere. Endvidere var de medlem af det byråd, som de var befalingsmand i nærheden af og som fandtes i alle Romerrigets byer til varetagelse af det lokale styre.)
Bellum Justum – Romersk dekurion. Bellum betyder krig eller krigstilstand på latin. Iustus betyder redelig eller retfærdig på latin. Bellum iustum er en vending, der betyder retfærdiggørelsen af, at gå i krig.
Gavflabius Crepitus Maximus – Dekurion i garnison i Armorica. Gavflabius er en latinisering af gavflab. Crepitus er latin, og det betyder lyd af forskellig art, f.eks. raslen, rislen, knirken osv. Maximus kommer af magnus, der betyder stor på latin.
Tullius Stratocumulus – Kommandant/Dekurion på vej til Akvarium. Strato kommer af det latinske stratum, der betyder udbreder. Cumulus betyder dynge på latin, så hans efternavn betyder en udbredt dynge. Stratocumulus er også betegnelsen for en bestemt type skyer, der grå eller hvidlige skyflager, der ligger i lav højde.
Legionærer
(Soldat i den romerske hær med den laveste rang. De skulle sikre hovedstyrken mod fjendtlige overfald og indlede kampene, udrustet med hjelm og skjold, et kort sværd og et kort kastespyd. De blev hvervet når de var mellem 18 og 23 år og skrev kontrakt for 25 år. Efter 25 års tjeneste fik man et jordlod og en bonus)
Ananasiajndius – Romersk legionær. Ananas i egen juice, der opstod i TV2 programmet Natholdet i 2011. Udtrykket henviser til personer, der taler for meget om sig selv og undlader at inddrage andre.
Antivirus – Legionær i Solarium. Antivirus er et stykke software, der har til formål at forhindre, at skadelige vira kommer ind i computeren. Ordet er sammensat af anti, der kommer fra græsk og betyder imod, og virus fra latin, hvor det betyder gift, slim eller en inficeret organisme.
Aqua Communalis – Romersk legionær og kroejer. Vinder Vercingetorix’ skjold fra Elastix i et spil LXVI. Aqua betyder vand på latin, og communalis kommer af communis, der betyder kommune.
Audivisius – Romersk grænsevagt. Audivisius er en sammentrækning af den latinske talemåde “audi, vide, sile”, der betyder “hør, se og ti”.
Barba Nigra – Romersk legionær i Perikum. Barba betyder skæg på latin og nigra kommer af det katinske niger, der betyder sort, mørk eller dyster. Navnet er altså Sortskæg.
Barba Rossa – Romersk legionær I Perikum. Rossa betyder rød og hans navn er altså Rødskæg.
Bibamus – Romersk legionær. Bibamus kommer af bibo, der betyder at drikke. Bibamus kan have en navnebror, da Ergo Bibamus er centurion i Perikum.
Bona Fide – Legionær, der får stjålet sit tøj af Obelix. Bona Fide eller bona fides betyder på latin god tro. Betød i romerretten den redelighed og handlen efter tro og love, som man kunne vente mellem parter, der afslutter retshandler.
Cave Adsum – Romersk fangevogter. Cave betyder pas på, og adsum betyder, at være tilstede – altså “Pas på, jeg er tilstede”. Den skotske klan Jardine har “Cave Adsum” som motto. Klanen er opstået i 1066 fra en fransk familie du Jardon, der kom til England med William Erobreren. Cave Adsum er også benyttet af flere militære flyeskadriller, og i Danmark blev mottoet benyttet af eskadrille 725 frem til 1991 på deres Saab-Draken fly.
Claudius Lapsus – Romersk legionær. Claudius var et meget anvendt fornavn i romertiden. Lapsus kommer af latin og betyder fejl eller fortalelse.
Conscientissimus – Frivillig romersk legionær på Korsika. Navnet kommer fra det latinske conscientia, der betyder selverkendelse, dvs. behovet for at have handle ædelt. Inden for psykoanalysen er samvittighedsfuldhed én af de fem karaktertræk i en model – The “Big Five” Personality Traits – der er udviklet af Costa og McCrae. Modellen anvendes ofte som grundlag for personlighedstests.
Corpus Juris – Legionær med hang til citater. Corpus er det latinske ord for legeme eller krop. Juris kommer af det latinske jura, der er flertal af jus. Jura betyder retsvidenskab.
Decubitus – Fuld romersk legionær. Decubitus bliver brugt medicinen, og det betyder at ligge ned. Ordet stammer fra latin, hvor det relaterer sig til ordet cubitum, der betyder albue. Årsagen er, at romerne havde en tendens til at læne sig på albuerne, når de slappede af.
Fakenius – Romersk legionær. Fake News er det engelske ord for falske nyheder. Fake news ligner rigtige nyhedshistorier, men de er baseret på faktuelt forkerte fakta. Disse har altid eksisteret, men internettet har øget udbredelsen kraftigt.
Gigantus – Romersk legionær. Giganter var overmennesker i den græske mytologi, og ordet betyder nu kolossal eller kæmpemæssig. Navnet Gigantus har f.eks. været anvendt af Marvel Comics, hvor det er en mutant, der kæmper mod de fantastiske fire.
Grandbergus – Romersk rekrut. Navnet henviser naturligt til de grangrene, som romeren anvender som camouflage. En anden Granberg optræder i talemåden ”Den går ikke, Granberg”. Victor Granberg var en svensk ballonskipper, der var kendt for mislykkede ballonopstigninger. Da hans flyvning 26. juli 1857 endte på Hofteatrets tag, råbte tilskuerne efter sigende ”Den går ikke, Granberg”.
Gloriosus – Legionær. Gloriosus betyder berømmelig eller ærefuld på latin. Det kan også betyde pralerisk og forfængelig. Ordet stammer fra gloria.
Gøg og Gokke – Legionærer. Gøg og Gokke var et komikerpar, som dukkede frem i stumfilmens dage i Hollywood i 1920’erne. Parret bestod af Gøg, den tynde englænder Stan Laurel, og Gokke, den tykke amerikaner Oliver Hardy.
Honoris Causa – Legionær, der får stjålet sit tøj af Asterix. Honoris Causa betyder på latin for ærens skyld eller at vise sin én sin agtelse. En doktor honoris causa er en person, der har fået doktorgraden som en æresbevisning uden forudgående disputats.
Hotaco Selandiensis – Romersk legionær i Belgien. Hotaco er en form for forkortelse af Holbæk Tagpap og Cementvarefabrik. Firmaet udnyttede et af overskudsprodukterne fra gasværker, nemlig tjære til f.eks. tagpap. Hotaco blev grundlagt i 1899 og lukkede i 1980. Selandien henviser til tidsrummet for mellem 58 til 61 millioner år siden. Navnet er senere blevet en reference til Sjælland.
Isusordus – Romersk legionær. Navnet kommer af talemåden ”I sus og dus”, der formentlig stammer fra det latinske udtryk ”In floribus”, der betyder ”Mellem blomster”. Betydning er nu ubekymret hed, fest og materiel overflod.
Majori Cedo – Romersk legionær. Majori henviser til major, der betyder større. Major er samtidig en officersgrad mellem kaptajn og oberstløjtnant. Cedo betyder “trækker mig tilbage” på latin.
Mercuriculus – Romersk legionær. Mercuri er navnet for planeten Merkur, som er opkaldet efter guden Merkur, der er den romerske gud for kommunikation, hurtighed og handel. Som handelsgud tog han sig af tyve, købmænd og rejsende. Derfor havde han altid travlt og måtte løbe hurtigt. Culus er en latinsk vulgær betegnelse for bagdelen.
Mollusculus – Legionær og olympisk håb. Navnet er diminutivform af det latinske molluscus, der betyder lille og svag eller lille skvat, men lyder som muskulær.
Nonlicet Omnibus – Romersk legionær i Perikum. Navnet er starten på citatet ”Non licet omnibus adire Corinthum”, der betyder ”Ikke alle har lov til at tage til Korinth” på latin. Citatet er en mindre omskrivning fra Horaces breve 1.20, der siger ”Non cuivis homini contingit adire Corinthum”, der betyder ”Ikke alle er heldige nok at komme til Korinth”.
Octopus – Romersk legionær i garnison. Octopus er det engelske navn for en blæksprutte. På engelsk betyder octopus otte fødder.
Omne Tulit – Romersk fangevogter. Omne tulit er starten på et citat af den romerske digter Horats: “Omne tulit punctum, qui miscuit utile dulci”, hvilket betyder “Den får enhver stemme, der forener det nyttige med det behagelige”.
Ovis Nigra – Legionær. Ovis betyder får på latin og nigra betyder sort, altså det sorte får. Anæstesix får jo også Ovis Nigra til at sige som et får.
Patientia Nostra – Sergent i den frivillige romerske hær. Patentia nostra betyder “vor tålmodighed”, og det sammer også fra indledningen til Ciceros første tale mod Catilina i det romerske senat.
Perditus – Romersk legionær. Perditus betyder fortabt på latin.
Primus Gasblus – Romersk legionær i Perikum. Primus kommer fra latin og betyder første, men her henviser det til en koge apparat, der ofte benyttes i felten, hvor drivmidlet typisk er sprit. Gasblus er, også et kogeapparat, der drives af gas.
Processus – Romersk legionær på hvervekontoret i Condate. Processus betyder fremadskreden eller fremskridt på latin.
Reflus – Legionær i Cæsars tjeneste. Navnet kan henvise til Reflux, der betyder tilbageløb af f.eks. tidevand.
Salamix – Romersk legionær født på Korsika. Salami er en røgte salt spegepølse fra Italien. Salare betyder salte på latin.
Sancta Simplicitas – Romersk legionær. Sancta stammer fra det latinske sanctus, der betyder hellig eller ukrænkelig. Simplicitas betyder umiddelbarhed eller åbenhed.
Simplicissimus – Legionær i romerlejren. Navnet kan komme af enten; Simplex eller simplicitas, der kommer af latin og betyder enkel, simpel, åben eller umiddelbar. Simplicissimus, der var et tysk samfunds kritisk- og satirisk magasin fra 1896 til 1944. Eller tredje mulighed; “Der abenteuerliche Simplicissimus”, der er en tysk roman i 11 bind om 30-års krigen og livet.
Sophus Antabus – Romersk legionær i Gergovia, der udsendes som spion. Sophus er et navn fra græsk, der betyder klog. Antabus er et sammensat ord af det græske anti, der betyder imod, og det latinske abusus, der betyder misbrug, dvs. antabus betyder imod misbrug. Nu anvendes antabus om et middel mod alkoholisme.
Supercilius – Romersk grænsevagt. Supercilius er en lille muskel i øjenlåget.
Sus Domesticus – Romersk legionær i garnison. Sus er det latinske navn for en gris. Domesticus er latin, og det betyder noget, der hører til huset, f.eks. kæledyr eller husdyr.
Tamen Caute – Romersk legionær i Perikum. Navnet er sidste del af den latinske talemåde ”si non caste, tamen caute”, der betyder ”hvis ikke kysk, så forsigtigt”.
Timidius – Romersk legionær. Timidus betyder frygtsom eller bange på latin.
Tribaltus – Romersk legionær i Kaledonien. Tribal er en social gruppe, der eksisterer før oprettelsen af en stat. Lederen af en tribal kaldes en høvding.
Tropæolus Tropæolum – Legionær i Belgisk udpost. Tropæolum er en blomst, der er meget udbredt i Syd- og Mellemamerika. Blomsten er en etårig staude med farvestrålende blade. På danske bliver blomsten kaldt blomsterkarse eller tallerkensmækker.
Tullius Octopus – Romersk legionær, der flere gange bliver belønnet med en tur til Rom. Octopus betyder blæksprutte på engelsk.
Ubi Es – Romersk legionær. Ubi es betyder “hvor er du?” på latin.
Vedikensnus – Romersk legionær veteran. Talemåden ”Ved ikke en snus” betyder, at man ikke har en idé om det pågældende emne. Snus er tobakspulver, der snuses op i næsten eller fås i små poser, der anbringes i munden.
Spioner/legionærer
Ananasis – Romersk spion i Ægypten. Der er ikke anden oprindelse end hvad, der står: Ananas-is. Ananas er en frugt, der først blev dyrket på Java og fundet i 1599.
Curagius – Romersk legionær og frivillig spion. Navnet henviser til ordet courage, der betyder mod på fransk.
Delirium – “Frivillig” spion fra romerlejren, der bliver forklædt som galler og tager navnet Delirix. Delirium kommer af det latinske delirius, der betyder tåbelig eller forrykt.
KCN aka Cyankalium – Romersk spion i Afrika. Cyankalium eller kaliumcyanid forkortes KCN. I industrien anvendes det ved forgyldning, forsølvning og fornikling, men det anvendes også som giftstof, da en dødelig dosis er 0,05 gram.
Seriemanix – Spejder i gallerhæren og romersk spion. Seriemani betyder, at man bruger alt for lang tid på at se tv-serier. Serie kommer af det latinske sero, der betyder at sammenbinde. Mani var et græsk landområde kendt for sine blodfejder, men det er også betegnelsen for en helbredelig form for sindssyge, der ifølge grækerne ligger tæt på melankoli. Den nutidige betydning af mani er, at man er meget optaget af noget.
Styrets folk
Amicus Martialis – Geheimerådsmedlem. Amicus betyder venligsindet på latin. Martialis var en romersk digter født i Spanien ved navn Marcus Valerius Martialis, der arbejdede med at gøre epigrammerne perfekte.
Carolus Masius – Beskikket forsvarer. Carolus er et polsk fornavn, der svarer til Carl på dansk. F.eks. hed Pave Johannes Paul II Carolus Wojtyla. Masius var et almindeligt efternavn, eller også er det en speciel art af den sydamerikanske sangfugl manakin.
Corpus Bombastus – Romersk guvernør i Condate. Corpus betyder legeme på latin og bombastus henviser til bombastisk, der betyder svulstig eller pralende. Ordet stammer fra det græske bombyx, der betyder bomuld.
Corpus Porcus – Romersk statholder I Londinium. Pocus er det latinske ord for gris.
Cresus Lupus – Garum producent. Cresud henviser til den græske kong Krøsus og han var meget velhavende og menes at have præget de første mønter af standardiseret renhed. Lupus er det latinske navn for ulv. Samtidig er lupus også en kronisk gigtsygdom, der danner betændelse i bindevævet.
Gaius Diplodocus – Guvernør i Genava. Gaius eller Caius var et almindeligt romersk fornavn, der stammede fra det etruskiske Cai, der betyder “Jeg er glad”. Diplodocus var en dinosaurus på 11-16 tons, der levede i juratiden for 150 millioner år siden.
Eucalyptus – Romersk skatteopkræver i Condate. Navnet stammer fra latin og græsk, hvor eu betyder godt og kalyptus betyder dækket eller tilhyldet. Eukalyptus er også navnet på et træ af myrtefamilien, der gror i Australien.
L. Aboremus Propatria – Romersk proprætor på i Aleria på Korsika. På latin betyder laboro at bestræbe sig på, arbejde. Pro betyder foran og patria betyder hjemstavn. Sætningen laboremus pro patria betyder lad os arbejde for fædrelandet., og det var brygger Carl Jacobsens valgsprog. Ved indkørslen med elefanterne på Carlsberg i Valby, ses sætningen som inskription over porten.
Lactus Bifidus – Romersk senator med ansvar for romervejene. Lactuser en henvisning til lacte, der betyder mælk på latin. Bifiduser en bacterie, der i sit fulde navn hedder Bifidobacterium. Denne bakterie bruges i fermaterede mælkeprodukter som f.eks. yoghurt.
Mozzarella – Ægtefælle til Lactus Befidus. Mozzarella er en italiensk ost baseret på bøffel- eller komælk. Ordet stammer fra det italienske mozzare, der betyder at skære af.
Numerus Clausus – Chef for folkepolitbureauet i Aginum (Agen). Navnet betyder adgangsbegrænsning på latin. Direkte oversat betyder numerus antal og clausus betyder lukker.
Othonius Caisarius – Folkelig arrangør. Othonius kan henvise til den romerske kejser Marcus Salvius Otho, der var kejser fra 15. januar til 16. april i år 69. Caisarius er en henvisning til ordet kejser, der var den højeste titel i romertiden. Navnet er afledt af Cæsar. Personen er en karikatur af en fransk studievært Guy Lux.
Pompejus – Konsul i det Romerske senat. Gnæus Pompejus Magnus var en romersk hærfører. Efter en række krige i udlandet allierede han sig med Cæsar og Crassus, og dermed var det første romerske triumviratet en realitet i 59 f.Kr. I 49 f.Kr. prøvede Pompejus at stille op mod Cæsar, men han måtte flygte til Grækenland, hvor han blev besejret ved Farsalos. Han blev myrdet ved landgangen til Egypten.
Pontiac Pilatus – Romersk statholder. Navnet er en slet skjult henvisning til Pontius Pilatus, der var romersk præfekt i Judæa og Samaria 26-36 e.Kr. Pontius Pilatus omtales som den politiske ansvarlige for domsfældelsen og korsfæstelsen af Jesus. Pilatus var ikke overbevist om Jesu skyld, og han forsøgte i første omgang at undgå korsfæstelse, men han måtte bøje sig for kravet fra ypperstepræsterne. Personen er en karikatur af den franske skuespiller Jean Gabin, der blandt sine mange roller spillede kommissær Maigret i mange film.
Pschychopathus Provocalorius – Romersk provokatør. Pschychopathus er en sammenskrivning og henviser til det latinske pathos og logi, hvor pathos betyder lidelse og logi er læren om noget. En psykopat er en person med et abnormt sjæleliv og personlighedsforstyrrelser. Provocalorius er sammensat at to ord, hvor den første del stammer fra det latinske provocator, der er en person, der søger at fremkalde uroligheder. Anden del er ordet kalorius, der formentlig er en omdannelse af navnet Karolus. Ordet betyder fyr eller krabat. Personen kan være en karikatur af Amerikansk-Rumænske skuespiller Edward G. Robinson.
Publius Naso – Overgeneralfeltinspektør fra Rom. Ovidius Publius Naso var en romersk digter, der var en ledende figur i Roms sociale liv. I år 8 blev han landsforvist til Sortehavet, og hans bøger blev fjernet fra bibliotekerne.
Ridiculus – Commissarius og chef for det hemmelige sikkerhedspoliti. Ridiculus betyder lattervækkende eller morsom på latin. Personen er en karikatur af den franske skuespiller Bernard Blier, der medvirkede i over 100 franske film fra 1937 frem til hans død. Han har også en svag lighed med Bernard Lee, der spillede M i de første 11 James Bond film.
Semper Incontentus – Romersk senator. Semper betyder altid på latin. Incontentus betyder ustemt om et instrument.
Stradivarius – Romersk senator. Stradivarius er navnet på en violin, der er opkaldt efter italieneren Antonio Stradivari. Han byggede instrumenter af meget høj kvalitet, og der er stadigvæk over 600 violiner tilbage, der sælges til meget høje priser. F.eks. blev en violin solgt i 2006 på Christie’s i New York for $ 3,5 mio.
Termocumulus – Romersk senator. Termo kommer af den latinske terminus, der betyder grænse, men det er mere sandsynligt, at det henviser til det græske thermo, der betyder varme. Cumulus betyder dynge på latin, og dermed er Termocumulus en varm dynge.
Tullius Ambassadorus – Romersk tribun, protektor for Gergovia og gesandt for Cæsar. Tullius var et almindeligt fornavn i romertiden. Ambassadorus henviser til det franske ambassadeur, der betyder ambassadør. En ambassadør er en diplomat af første klasse, dvs. en person der repræsenterer en stat i et andet land.
Wolfgangamadeus – Romersk legat. Wolfgang Amadeus Mozart var en af de største komponister af klassisk musik. Selvom han døde kun 35 år gammel, skabte han et omfangsrigt værk, der dækkede alle datidens musikalske genrer: Opera, ballet, symfonier og solokoncerter for en lang række instrumenter.
Det romerske folk
Amans Amens – Romer med flodbåd. Amans betyder en elsker på latin, og amens betyder tåbelig, ude af sig selv.
Bacillus – Romersk vognfører. Bacillus er en form for element i en bakterie. Ordet kommer fra latin, hvor det betyder lille stav. På dansk anvender vi ordet bacille om et smitstof fra en person, der lider af en smitsom sygdom.
Caius Infarctus – Uheldig romer i Geneve, der konstant taber sit brød i ostefonduen. Gaius eller Caius var et almindeligt romersk fornavn, der stammede fra det etruskiske Cai, der betyder “Jeg er glad”. Infarctus henviser til infarkt, der er pludselig og massiv celle død i et organ, der oftest er grundet i en defekt i blodtilførslen.
Claudius Quidest – Rig romer. Claudius var et meget anvendt fornavn i romertiden. Quid est betyder hvad er på latin.
Alpaga Quidest – Claudius’ ægtefælle. Alpaga er den franske stavemåde for alpaca. Alpaca er en lamaart fra Peru-området. Quid est betyder hvad er på latin.
Tibia Quidest – Claudius’ datter. Tibia er det største af de to ben mellem knæ og fod. Quid est betyder hvad er på latin.
Imbecilius Quidest – Claudius’ søn. Imbecillus betyder kraftløs, svag eller åndssløv på latin. Quid est betyder hvad er på latin.
Consumerismus Commercialis – Nyuddannet fra Mercur-højskolen. Consumerismus er sammensat af det latinske con, der er en forstavelse med betydningen med, og sumere, der betyder tage. Consumere betyder således fortære. Commercialis stammer fra det franske commerciel, der stammer fra det latinske commercium, der betyder handel. Figuren er en karikatur af den tidligere franske premierminister og præsident Jacques Chirac i hans unge år.
Cylindra – Brugtvognssælger hos Mukkebix. Cylindra henviser til cylinder, der er en geometrisk form med parallelle cirkelrunde endeflader, f.eks. en øldåse. Cylinder anvendes også om det område i en forbrændingsmotor, hvor stemplet bevæger sig i. Ordet stammer fra det græske kylindros, der betyder en valse.
Designius – Romersk arkitekt. Navnet kommer af det latinske designo, der betyder at pege på eller kendetegner. Senere blev det til det franske dessein og det engelske design, og betydningen er nu en kunstnerisk udformning.
Dolcevita – Romerinde. Dolcevita er en sammentrækning af dolce, der betyder smuk på italiensk og vita, der betyder liv på italiensk. Begrebet blev kendt i 1960, da den italienske instruktør Federico Fillini udgav filmen La Dolce Vita med Anita Ekberg og Marcello Mastroianni.
Elastix – Romersk bueskytte og hjulfabrikant. Finder af Vercingetorix’ skjold efter denne har nedlagt det for, og på, fødderne af Cæsar ved Alesia. Navnet henviser til elastik, der er et gummibånd. Elastix lægger ligeledes navn til fabrikken, der henviser til dækproducenten Michelin.
Erasmus – Umbrier. Navnet henviser til Erasmus Montanus, der var en karakter i en komedie fra 1723 af samme navn. Stykket var skrevet af den norsk-danske forfatter Ludvig Holberg, og det handler om bondesønnen Rasmus, der har været i Købehavn for at studere, og vender hjem som arrogant og bedrevidende – og han har i samme anledning skiftet navn til Erasmus.
Futilius Autarchius – Fagforeningsleder for den patriotiske romerske bautaindustri. Futilis er latin og betyder upålidelig, usikker eller værdiløs. Autarchius henviser til det græske autarkhia, der betyder enevælde eller diktatur.
Geograf Paspartus – Romersk geograf. En geograf er en person, der beskæftiger sig med geografi. Geografi er læren om jordens overflade. Ordet stammer fra det græske geo, der betyder jord og graphein, der betyder at tegne eller skrive. Paspartus er en henvisning til tjeneren Jean Passepartout fra Jules Vernes roman ”Jorden rundt på 80 dage”.
Hammerix – Højre hånd for Succesix. Hammer kan referere til sten, klippe eller bakke fra oldnordisk eller til et redskab, der oprindeligt var lavet af sten.
Industrix – Bortløben barn. Navnet kommer af industria, der på latin betyder organiseret frembringelse af varer.
Milantropus Erectus –Styrmand på romersk gallaj. Fornavnet er en sammentrækning af Milan og Tropus. Milan indikerer at styrmanden kommer fra Milan, nu Milano i Italien, mens tropus på latin betyder, at noget er i overført betydning. Erectus betyder oprejst.
Mäestria – Kvindelig barde. La maestria kommer af italiensk, og det betyder forrang eller rangfølge. På italiensk er maestria også en mester, dvs. en akademisk grad. Mäestra er en karikatur af den franske politiker og Frankrigs hidtil eneste kvindelige premierminister Édith Cresson.
Naso Magnificus – Bandeleder for den argeste bande i Rom. Naso betyder næse på latin, og magnificus betyder storslået.
Nimbus Metrobus -Tour guide i Lutetia Parisiorum. Nimbus betyder regnskyl på latin, men i denne sammenhæng er det formentlig en reference til den danske motorcykel, der blev produceret fra 1919 til midt i 1960’erne. Metro er en henvisning til den underjordiske togforbindelse i Paris, og bus henviser til en rutebil.
Numerusclausus – Romersk folketæller. Navnet betyder adgangsbegrænsning på latin. Direkte oversat betyder numerus antal og clausus betyder lukker.
Plexus – Romersk røver. Plexus er fra latin, hvor det betyder en samling af nerver.
Plexiglas – Familiehotelejer. Plexiglas er den almindelige betegnelse for polymethyl methacrylate, der så dagens lys i 1933. Plexiglas vejer det halve af glas, giver mere lys og er meget stærkt.
Quærenda Pecunia – Romerinde i flodbåd. Quærenda kommer af quaero, der betyder søger, og pecunia betyder rigdom.
Radius – Romersk røver. Radius er en geometrisk størrelse, der angiver afstanden fra centrum til et vilkårligt punkt på en cirkel. Radius kan også være spolebenet, der er den ene af de to underarmsknogler liggende i forlængelse af tommelfingeren.
Scarfas – Turistvognskusk. Gangsteren Alphonse Gabriel Capone blev kaldt Al “Scarface” Capone. Han var en berygtet Italiensk-amerikansk gangster, der havde sin storhedstid i Chicago i 1920’erne. Han blev fældet på en skattesag i 1931. Der er lavet flere film om hans liv, bl.a. filmene Scarface fra 1932 og 1983.
Scaviverdus – Romersk/gotisk styrmand. Navnet er en sammentrækning af sætningen ”Skal vi være dus”, der indbyder til, at to mennesker får et uformelt indbyrdes forhold. Siden 1970’erne er det blevet den udbredt tiltaleform i Danmark.
Succesix – Sortbørshandler med speciale i guldsegl. Navnet kan være en hentydning til; enten Succes fra det latinske successus, der betyder fremgang eller Successiv, der kommer af det latinske successivus, der betyder lidt efter lidt.
Testus Sterone alias Coronavirus – Romersk/Siciliansk vognfører med tilnavnet “Den maskerede Auriga”. Vognførerens navn er en deling af testosteron, der er det mandlige kønshormon. Ordene stammer fra de latinske ord testis, testikler, og sterol, steroider. Coronavirus er en virus, der formentlig er årsag til den almindelige forkølelse. Corona betyder krone på latin, og virus betyder på latin slim eller gift.
Veracruz – Romersk sømand. Veracruz er både en stat og denne stats største by i Mexico. Veracruz ligger i det østlige Mexico mod den Mexicanske golf, og den har ca. ½ mio. indbyggere. Navnet betyder “Det sande kors”.
Vivajuventus – Rapporter for Liguriens Folkeblad. Navnet er en sammentrækning af Viva Juventus, der betyder Leve Juventus på italiensk. Juventus er en fodboldklub i Italien, der spiller i serie A, og klubben har vundet 32 mesterskaber.
Ørneopdrætter – er en karikatur af filmskaberen Alfred Hitchcock, der skabte en lang række gyser- og thrillerfilm. En af hans kendte film er ”Fuglene” fra 1963, hvor fugle i en amerikansk kystby går til angreb på mennesker.